AJAX KØBENHAVN HÅNDBOLD

Om AJAX København 1.Herrer

AJAX KØBENHAVN ér Københavns håndboldklub. Gennem håndbolden udvikler vi talent, sociale kompetencer og selvværd ud fra en stærk kultur, hvor fight, hjerte og glæde er ingredienserne i at være en del af AJAX KØBENHAVN-sjælen. AJAX KØBENHAVN er en kulturel og social institution i hjertet af København, der bidrager til at udvikle dansk håndbold på alle niveauer.

Københavns Håndboldklub

AJAX KØBENHAVN er først og fremmest en klub med en kulturel og social arv, der går tilbage til 1934. Med 9 Danmarksmesterskaber er AJAX KØBENHAVN et stykke københavnerhistorie, hvorfra en stærk sportslig og social klubkultur udspringer. Skal hovedstaden have genskabt et seriøst ligahold i Danmarks næststørste sportsgren, er AJAX KØBENHAVN den naturlige klub, og det kræver en prioriteret indsats, økonomiske midler og et professionelt arbejde.

 

Vi Udvikler Sociale Kompetencer & Talent

Holdsport udvikler unges sociale kompetencer. Du er en del af en klub og et hold, og specielt i håndbold er dette afgørende for en spillers udvikling. AJAX KØBENHAVN har gennem årtier været en af Danmarks førende talentfabrikker, og AJAX KØBENHAVN er et socialt samlingspunkt for mange unge i nogle af de mere socialt belastede områder i København. Dette præger vores tilgang til udvikling.

 

Ingredienserne i AJAX KØBENHAVN-sjælen

Ingredienserne i AJAX KØBENHAVN-sjælen er det værdigrundlag vi arbejder ud fra. AJAX KØBENHAVN er en traditionsklub med en stærk kultur, og det er disse dyder, der driver klubben:

Fight – Resultater kræver vilje og hårdt arbejde.

Hjerte – Man er der for hinanden og klubben

Glæde – Håndbold er et socialt spil, og i AJAX KØBENHAVN har vi også lyst til at være i klubben uden for banen

 

Udvikle Dansk Håndbold

Håndbold er vores passion. Det er kærligheden til spillet og fællesskabet, der gør, at så mange investerer deres fritid i AJAX KØBENHAVN. Vi vil fortsat udvikle de bedste talenter i Danmark, og det gør vi ved, at de unge får håndbolden og AJAX KØBENHAVN-kulturen med i hele deres opvækst.

 

Vision For AJAX København

AJAX KØBENHAVN skal være en af Danmarks absolutte topklubber, der er opbygget over egen talentfabrik med et forankret spillekoncept og en stærk kultur.