80 års jubilæum – Anekdoter – NEJ TAK – blev til en masse stærke følelser

17. april 2014

I anledning af Ajax Københavns 80 års jubilæum, har vi bedt personer med en lang historik i Ajax København, om at komme med deres egne personfortællinger/ankedoter. Denne gang en fortælling af tidligere landstræner og AJAX træner og nuværende Direktør i Team Copenhagen Leif Chr. Mikkelsen.

NEJ TAK – blev til en masse stærke følelser

Efter at være stoppet som landstræner i maj 1987, blev jeg ret ofte kontaktet af Robert fra ”3 bjørne”; han havde den i min optik ”vanvittige” idé, at jeg skulle ud at træne rødderne i Bavnehøjhallen. Til at starte med var min afvisning kategorisk; jeg fandt afstanden fra den ”pæne” træningskultur i min egen gamle klub SAGA i Frederiksberghallen til AJAX nærmest astronomisk.

Men jeg må ærligt indrømme at for hver gang, jeg talte med Robert, blev jeg mere og mere grebet af hans spruttende engagement og dybe kærlighed til AJAX. Samtidig havde jeg altid haft et ”ømt punkt” for formanden, Morten Petersen. Så i løbet af foråret 1990 blev jeg enig med AJAX. Men jeg ville kun være træner i én sæson.

Da jeg en mandag i april mødte til den første træningsaften, var AJAX lige røget ud af 2. division, så vi skulle ganske enkelt starte fra bunden. Og det i flere henseender. En række af de etablerede spillere, som havde været med til at ”sikre” nedrykningen, var ikke mødt omklædte op til træningen. De sad på tilskuerpladserne – og skulle ”lige se, hvad der nu skulle ske”. Hvad, de ikke selv var klar over, var, at her fik de med deres slatne attitude lov til at blive. Nye kræfter kom med i den nye 1.-2. holds trup. Vi havde rykket to meget store talenter op, som endnu kun var ynglinge (Morten Bjerre og Mustafa Taj), og fra 3. holdet blev Jesper Bjørn hentet op.

Efter gængse 3. divisions-forhold trænede vi meget, men moralen var rigtig god, så resultaterne begyndte også at tikke ind. Vi valgte at gøre Remi Støckel, som var kommet tilbage fra nogle år i Helsingør, til anfører for flokken. Han var en forbilledlig anfører; leverede 100% til enhver træning – og krævede det med entydige kommentarer og virkemidler også af sine medspillere. Samtidig var han en kontant beskytter af de yngste på holdet. Hvis modstanderne forsøgte at kyse Morten og Mustafa med ”øretæver”, tjekkede Remi lige deres humør med at forhøre sig: ”Hvem er det, der generer dig? – Han får lige med skruenøglen”.

Sammen vandt vi 3. division med blot et tab af 2 points, og truppen var blevet ganske stærk, efterhånden som træningen og indstillingen begyndte at slå igennem og nye stærke spillere kom til udefra. 2 division tog det os to år at komme fri af, inden vi i sæsonen 1993/94 fik AJAX tilbage i landets bedste række.

AJAX var ad denne vej begyndt at komme tilbage i mediernes bevidsthed, og i den forbindelse havde jeg en herlig oplevelse. I mit civile job var jeg HR-direktør i Norsk Hydro Olie a.s, og på et møde med nye elever blev jeg spurgt om, hvordan jeg kunne få tid til at være træner i AJAX, da der jo var ret langt til Amsterdam!!! – På et udviklingsmøde med klubbens ledelse blev det kort tid efter besluttet, at klubben fremover ville bruge navnet: AJAX København.

For mit vedkommende blev det til fire år i AJAX; år, som jeg er meget glad for at have haft og som har givet mig stribevis af fantastiske oplevelser og en lang række flotte venner. I lørdags var jeg til 2 X 50 års fødselsdag hos min niece, Lene, som er gift med Ole Røsdahl, som kom til klubben som målmand fra Århus KFUM. Til denne fest var jeg omgivet af en lang række herlige rødder fra Bavnehøjhallen.

Fra min side skal lyde et kæmpe

TILLYKKE AJAX

Leif Chr. Mikkelsen

Leif Chr. Mikkelsen