Ajax DS1 vinder topopgør

7. november 2016

Ajax København – Sønderjyske 20-16 (10-9)

Det kan godt være, at der er mange, som synes, at den weekend, der i skrivende stund netop er forbi, har været trist, våd og kedelig, og rent vejrmæssigt er det helt rigtigt. Sportsligt har weekenden dog været en del bedre set med Ajax København briller efter DS1’s sikre sejr over Sønderjyske.

Kampen blev afviklet i en højspændt atmosfære med Ajax Support som super stemningsskaber med Sønderjyskes trommetrio som fin 2. stemme, fornuftigt mange tilskuere og med 2 hold, som var forberedt på hinanden helt ned i detaljen. Spillet var præget af kampens betydning med en del fejl fra begge hold, men der var lukket godt af i begge forsvar. Sønderjyske havde en lille overhånd ved 7-9, men Ajax holdet vendte kampen ved bla. at lukke forsvaret helt ned, og der stod 10-9 på tavlen ved pausen. 1 oppe men intet afgjort.

Fra starten af 2. halvleg var der stadig lukket fundstændigt af i Ajax forsvaret, og holdet trak stille og roligt fra til 18-11 fem minutter før tid. Om det skyldes for tidlig udstempling fra Ajax holdet eller en genopstandelse fra Sønderjyske er der nok flere subjektive tilgange til, men Sønderjyske vandt – ikke helt nødvendigt – de sidste 5 minutter med 3, så det hele sluttede ved 20-16.

På Sønderjyske spillede Emma Kiellberg en udmærket kamp og blev topscorer med 8 mål, ligesom Louise Egestorp viste, at hun er en glimrende keeper med flere fine redninger.

I Ajax lejren hæfter vi os selvsagt ved, at vi er i stand til at lukke helt ned for liganedrykkeren i næsten 30 minutter. Det var klasse forsvarsmæssigt. Angrebsmæssigt kunne det have været bedre, men vi havde ikke rigtig marginalerne på vores side.

AJAX_12_Pernille Kristensen_3.bearbAJAX_8_Cecilie Specht_1.bearb

Kigger man på de personlige præstationer så spillede Pernille Kristensen en meget fin kamp i målet, Cecilie Specht laver et par megaflotte mål, mens kampens spiller blev Cecilie Woller efter en suveræn indsats. Wollers forsvarsspil er meget fornemt, og angrebsmæssigt gør Woller sig mere og mere markant bemærket med skarp styring og kloge mål på kritiske tidspunkter.

AJAX_20_Cecilie Woller_3.bearb

Her til sidst skal der lyde en meget stor tak til Ajax Support, som stillede med et meget stærkt hold på trommer og horn. I gjorde en kæmpe forskel på den fede måde, og I fik lukket flot ned for de lyseblå trommer overfor.

Nu venter nok en spændende uge, hvor vi både skal udvikle hver enkelt og holdet en lille smule, ligesom vi skal gøre klar til den spændende opgave, som venter søndag eftermiddag i Nørre Sundby. Mere herom senere.