Ajax styrker den sportslige organisation

21. april 2016

Ajax København har ansat Mogens Weis som sportschef for herre ungdomssiden, med ansvar for talentudvikling i klubben og med ansvar for at skabe sammenhæng for talentudvikling med det professionelle selskab som driver 1. division herrer.

”Vi har igennem længere tid vidst, at dette var det næste skridt for at styrke vores elite setup på herresiden,” udtaler Sportslig ansvarlig Jan Barslev. ”Ajax har stolte traditioner med talentudvikling og for at levere spillere til klubbens eget herrehold såvel som til topklubber i hele landet. Det er vores klare mål, at udvikle et træningsmiljø for de spillere som vil udfolde deres potentiale som håndboldspillere, det har Ajax og København brug for.

Mogens Weis kommer fra en lignende stilling i Hillerød og har tidligere i sin trænerkarriere trænet U18 og Herre senior i TMS og 1. og 2. division i Hillerød, ligesom han har været kraftcentertræner i Ajax og DHF.

Jan Barslev uddyber ansættelsen af Mogens Weis. ”Mogens er den helt rigtige profil til at arbejde med vores elite strategi, Mogens har stor erfaring med herre håndbold fra U14 til senior, og han har stærke kompetencer til at arbejde strategisk med vores stærke trænergruppe, som skal præstere i dagligdagen.”

Mogens har firmaet High Performing People og arbejder civilt med at løfte de bedste og deres ledere i deres arbejde, en kompetence Ajax helt sikkert vil komme til at nyde godt af. Mogens tiltræder som sportschef d. 1. juni.