DS1: Lokalbrag i Bavne

13. januar 2017

OPTAKT

Ajax København – Lyngby HK

Fredag er et af ugens højdepunkter – også selv om det er fredag d. 13 i morgen !!!!

Det er dog ikke fuldmåne – det er torsdag d. 12., men der bliver fuld skrue på i Bavne fredag aften kl. 18.30, hvor Ajax København tager mod Lyngby HK i kvindernes 1. division.

Selv om det er lidt klichefyldt, så er der noget helt specielt over kampene mod Lyngby HK. Det er vores ynglingslokalrivaler, alle kender alle, der er tidligere Ajax spillere på Lyngby holdet og vise versa, så der står meget mere end 2 point på spil – ikke mindst håneretten.

Første kamp mellem de 2 hold endte med en sikker Ajax sejr efter en lige 1. halvleg og en 2. halvleg, som blev afviklet på Ajax præmisser. Det er dog historie – vi starter helt forfra fredag aften.

Lyngby startede 2017 op med at tabe til Hadsten med 20-28 efter at have ført et stykke ind i 2. halvleg, men holdet sluttede 2016 godt af bla. med at slå Roskilde.

Ajax holdet var lørdag eftermiddag i Bj.bro, hvor det gik ganske fornuftigt. Det blev en meget komfortabel sejr med udgangspunkt i en god defensiv og en relativ stor træfsikkerhed fra lang afstand, så mere håndboldignorante typer vil sikkert mene, at det tegner til en Ajax sejr, men så enkelt er det ikke.

Lokalopgør har altid deres eget liv, så det betyder egentlig ikke så meget, hvordan de gik for holdene sidste weekend. Vi starter ved 0-0, og begge hold skruer helt op for gassen fra start. Der er ingen garanti for køn og velpoleret håndbold, men spænding, intensitet og lidt drama vil helt sikkert være en del af dagsordnen.

Sådan har det næsten altid været, og sådan skal det også være. En ting er dog sikkert, vi er klar.

Det er muligt, at der er Cirkus Blachmann i aften, men glem det. Der er bold i Bavne – og dobbelt op. Efter DS1 kampen spiller HS1 kl. 20.30 mod HØJ Håndbold. Blachmann kan du samle op lørdag.

Vi ses.