Herrerne fik 1 point i hjemmekampen mod Odder Håndbold

18. marts 2018

AJAX København – Odder Håndbold: 31-31 (12-18)
Lørdag d. 17. marts 2018

2-9 – igen – denne gang var der spillet blot 8.45 min., og vi var ved at blive spillet ud af egen hal. Endnu engang var vi stort bagud i starten af kampen mod Odder, som også var tilfældet i udekampen mod Odder, og så endda med præcis samme cifre. Det kunne vi bare ikke være bekendt, og heldigvis var der en trodsreaktion, og de næste 10 minutter blev vundet med 8-2, og efter ca. 20 minutter var stillingen 10-11, og man følte, at vi var på rette spor.
Det var dog en stakket frist – Odder satte sig på tingene igen, og vi var nærmest ikke til stede de sidste 10 minutter af første halvleg, og Odder kunne meget fortjent gå til pause foran hele 12-18.

Det udtryk vi viste på banen i store dele af første halvleg, var bare ikke godt nok, og var nærmest fornærmende overfor eget publikum, idet vi virkede trætte, vi var udtryksløse, og både spillerne på bænken og banen støttede ikke op om hinanden.
Vi fik en god snak i pausen – måske blev der talt lidt mere højlydt end normalt – men vi blev enige om, at lige meget hvordan anden halvleg forløb, så skulle der kæmpes og vi skulle slås for alle bolde, således at vi følte, at vi kunne være vores indsats bekendt.

Anden halvleg startede fint for vores vedkommende, og hurtigt fik vi hentet 3 scoringer, og udtrykket var et helt andet fra spillerne, og samtidig fik vi mere styr på forsvaret, og i første halvleg havde Odder i store perioder kørt rundt med os, og nu fik vi presset dem mere over hele banen, hvilket også er nødvendigt, hvis man skal have succes mod et så godt hold som Odder.
18-21 efter 8-9 min af anden halvleg blev dog til 18-23, men vi havde fået en smule momentum og spillerne knoklede nu alt de havde lært, og pludselig havde vi kontakt ved 24-25, og måske kunne det blive spændende alligevel.
Hurtigt blev det til 24-27, vi kom tilbage til 27-28, men igen med 2 1/2 min tilbage var vi bagud 27-30.
Tre mål på halvandet minut gjorde, at vi for første gang siden 0-0 havde kontakt, og selvom vi kun var små 300 tilskuere i hallen, så var stemningen rigtig god, og der blev lagt voldsomt pres på Odder i den sidste del af kampen.
Odder bevarede hovedet koldt, fik tilkæmpet sig straffe som de sikkert omsatte til føring på 30-31, men heldigvis var vi lige så kolde i sidste angreb. Vi var i overtal og fik tilkæmpet os straffe til sidst, som sikkert blev sat ind med 7 sekunder tilbage, og kampen sluttede 31-31.

Vi var aldrig foran i kampen, hang hele tiden efter og var alligevel dygtige og heldige med at få et point, og spillerne skal have stor ros for deres anden halvleg, hvor vi viste hjerte, udstråling og den rette attitude, der skal til, hvis man vil være med i kampene i 1. Division.
Der skal også lyde en stor tak til vores meget medlevende publikum, som bare støttede spillerne hele vejen selv da det så værst ud, og det tryk som blev lagt i sidste del af kampen var bare fantastisk.
Vi håber I møder talstærkt op til vores to sidste hjemmekampe i sæsonen – hjemme mod Fredericia om lørdagen i Påsken, og så skal vi møde Ligaens førerhold GOG i pokalturneringen, og det bliver formentlig allerede mandag den 26/3 kl. 19.30, hvor vi også får mere end brug for støtten fra publikum!

Torben Nielsen, cheftræner.