AJAX KØBENHAVN HÅNDBOLD

HS1: AJAX København indgår aftale med højre back

PRESSEMEDDELELSE – København d. 25/5-2017

Det er med stor glæde, at vi i dag kan offentliggøre, at vi fra den 01.07.2017 har indgået en 2-årig aftale med højre back, Gustav Falholt, fra Team Sydhavsøerne.

Sportschef Ole Christensen udtaler om aftalen:

– Gustav er en spiller, vi har fulgt gennem de seneste år.  Frem til sæsonen 2016/2017 var Gustav en etableret spiller hos Team Vesthimmerland i 1. Division.  Fra 01.07.2016 skiftede Gustav til ligaklubben Randers HH, hvor det dog kun blev til 6 måneder, hvorefter han 01.01.2017 skiftede til Team Sydhavsøerne i 1. Division.

Der er ingen tvivl om, at Gustav har mange af de kvaliteter som vi ønsker i AJAX København, som ambitiøs, træningsivrig og har stor lyst til at udvikle sit spil. Men som kun 22-årig er der stadig meget som Gustav skal arbejde med, både i angrebs- og forsvarsspillet.

Gustav er en decideret skytte, og vil med sit kompromissøgende spil også gøre sine medspillere gode.

Gustav udtaler om skiftet:

Jeg har i altid set AJAX København som en klub, jeg rigtig gerne ville spille for, og klubbens projekt ”AJAX København i Ligaen 2020” er noget, som jeg gerne vil være en del af.

AJAX København er en klub, hvor jeg som ung spiller får mulighed for sammen med trænerteamet at udvikle mine styrker og arbejde målrettet med de sider, hvor jeg skal blive bedre og stærkere.

Min styrke ligger i angrebsspillet, hvor jeg godt ved, hvor målet står og skal jeg udpege en side, hvor jeg kan blive bedre, så er det min manglende hurtighed.  Den skal jeg nok sammen med holdet få på plads til sæsonstart.

Jeg ved, at der er meget jeg skal arbejde med efter jeg i den forgangne sæson i henholdsvis Randers HH og TSØ, ikke fik så mange kampe ind under huden.

– Afslutningsvis er placeringen i København optimal for mig i forhold til bopæl og uddannelsessted, og selvom jeg havde nogle gode måneder i Sydhavsøerne, så ser jeg frem til, at jeg ikke skal bruge så mange timer på motorvejen, som tilfældet var til og fra træning og kampe.

Cheftræner Torben Nielsen udtaler:

– Gustav er en typisk skytte på højre back, som det seneste år har haft begrænset spilletid i henholdsvis Randers og TSØ, men vi skal have hans kvaliteter frem fra hans tid i Team Vesthimmerland, hvor Gustav var meget farlig og direkte i sin spillestil.

– Ingen tvivl om, at Gustav skal arbejde meget hårdt de næste par måneder – både med hastigheden i hans spil, hans forsvarsspil samt hans fysiske del, – men vi er sikre på, at vi kan få hans høje niveau frem igen, og med både Gustav og Mads (Vejby Hansen) på højre back, er vi blevet godt garderet efter Jonatan (Mollerup) har valgt at prøve kræfter i det franske.

Gustav

Data om Gustav Falholt:
Alder: 22 år.
Vægt: 98 kg.
Højde: 193 cm.
Tidligere klubber: Viborg HK, TMS, TVH, Randers HH og senest Team Sydhavsøerne.
Bor i København og læser til finansøkonom.

Yderligere oplysninger:
Kontakt sportschef Ole Christensen, mobil: 29 66 59 90