HS1: AJAX København indgår aftale med venstre fløj

1. juni 2017

PRESSEMEDDELELSE – København d. 01/06-2017

Det er med stor glæde, at vi i dag kan offentliggøre, at vi fra den 01.07.2017 har indgået en 2-årig aftale med venstre fløj, Anders Foged Rasmussen fra Skjern Håndbold.

Sportschef Ole Christensen udtaler om aftalen:

– Anders var for os, da han henvendte sig til klubben, et ubeskrevet blad, som har spillet de seneste år hos Skjern Håndbold på klubbens 2. hold i 2. Division, men som har trænet med Ligatruppen og den vej igennem høstet erfaring.

– Anders er flyttet til København for at starte et civilt arbejde som speditørelev hos DSV, og havde forinden forhørt sig om, hvilken klub han skulle tage kontakt til for, at han kunne udvikle sit fløjspil og blive en endnu bedre håndboldspiller, og naturligt med bopæl i København og placering i 1. Division, fulgte han det råd han fik, og tog kontakt til os i AJAX København.

– Anders er en ung spiller på kun 21 år, og selv om han har trænet med Ligaholdet og spillet et par enkelte kampe, så er springet til 1. Division stort for ham, men Anders er indstillet på, at det kræver hårdt slid både på banen og i styrkelokalet. Vi er overbevist om, at Anders sammen med trænerteamet nok skal finde det rette niveau, så han er klar til sæsonstart i september måned.

Anders udtaler om skiftet:

– Jeg er glad for, at jeg sammen med AJAX København har indgået en aftale. Trods det, at jeg kommer fra det jyske, så er AJAX København en klub, som der alle steder omtales som dér, hvor rigtig mange talenter udvikles til senere etablerede spillere og en klub, hvor der er plads til både bredde og elite.

– Jeg er godt klar over, at jeg i de næste måneder skal arbejde benhårdt både på håndboldbanen sammen med gutterne og trænerteamet, og i styrkelokalet sammen med vores fysiske træner, men allerede nu glæder jeg mig for vildt til sæsonstart.

– Jeg vil gøre alt for, at AJAX København kan nå målet om en plads i Ligaen, og derigennem komme til at møde min gamle klub Skjern Håndbold i både Bavnehøj Arena og Skjern Bank Arena

Cheftræner Torben Nielsen udtaler:

– Anders ringede selv til mig og spurgte, om han måtte komme til prøvetræning, da han skulle flytte til København i forbindelse med sit kommende arbejde.

– Efter én prøvetræning og nogle samtaler, blev vi enige om, at Anders skulle starte i AJAX København.

– Han er en spændende venstre fløj med en masse speed i fødderne, og han indeholder den rette indstilling og ånd til at kunne falde godt til i klubben. Stille og roligt vil han udvikle sig til en stor gevinst for holdet.

– Anders har allerede vist til vores træninger, at han kan blive rigtig spændende at følge, og min tro på ham er stor, og jeg synes, at vi er særdeles godt dækket ind på venstre fløj med Anders, Mick Schubert, samt vores nye unge nyoprykkede ”bobler” Rasmus Bjørn fra vores U18-hold fra sidste sæson.

Anders Foged Rasmussen _ Pressemeddelelse

Data om Anders Foged Rasmussen:
Alder: 21 år.
Vægt: 89 kg.
Højde: 190 cm.
Tidligere klubber: Kibæk IF og Skjern Håndbold.
Bor i København og starter på uddannelsen som speditørelev hos DSV.

Yderligere oplysninger:
Kontakt sportschef Ole Christensen, mobil: 29 66 59 90