Pressemeddelelse Mette Bejder til Ajax København

21. juli 2015

Pressemeddelelse

Ajax København er rigtig glade for at kunne publicere, at Mette Bejder fremover spiller for Ajax København.

Mette er et af Danmarks mange store håndboldtalenter på venstre back – en spiller, som kan det meste.

Mette har spillet hele sin håndboldkarriere i FCM – den store klub på heden. Mette har været en del af ligatruppen den forgangne sæson, men konkurrencen med de mange store navne i klubben har gjort, at det med spilletiden ikke har været helt på det niveau, som Mette gerne ville have det.

Mette har derfor besluttet søge ud i den store verden for at finde et sted, hvor der er mulighed for at spille på eliteniveau og hvor der er spilletid, og så er valget faldet på Ajax København, hvor Mette og Anne-Sofie Kleemann bliver et makkerpar af topklasse på venstre back.

I Ajax København er vi ikke i tvivl om, at Mette Bejder vil tilføre holdet en dimension mere, og vi glæder os meget til at byde Mette velkommen til Djævleøen og København.

Sportsligt udvalg - John Johansen

John Johansen – sportschef i Ajax København har følgende kommentar: ”I Ajax København er vi meget glade for, at Mette Bejder har valgt vores klub som stedet, hvor hun for alvor tager springet fra ungt talent til elitehåndboldspiller. Da Christina Wildbork valgte at forlade os, opstod der et hul på holdkortet, men det har vi nu fået fyldt ud på den bedst tænkelige måde, ligesom det jo er fint for balancen i Håndbolddanmark, at der også kommer spillere fra Jylland til København. ”

Mette1[1]

Mette Bejder siger om sit skifte til Ajax: ”Jeg har valgt at fortsætte mit håndboldeventyr i Ajax, fordi jeg synes, det er et rigtig godt projekt, de har gang i. Klubben har ambitioner, der passer godt sammen med mine personlige ambitioner, og jeg tror, det er det rigtige sted for min sportslige samt personlige udvikling. Jeg glæder mig meget til at starte i Ajax København.”