Øget fokus på klubbens skoleprojekter

19. august 2015

 

Screen Shot 2015-08-17 at 12.09.04

I anledning af vores samarbejde med KIF Kolding København har deres journalist Claudia valgt at skrive en artikel om vores skole projekter.

– af Claudia Bisconti

Sydhavnen og dele af Vesterbro er, uden at ville støde nogen, det man kan kalde socialt udsatte områder, så det at lave et stort event for de børn, har været en prioritering. Vi ville sikre, at vi gjorde noget for dem i forbindelse med Håndboldens Dag.”

Således beskriver Jacob Just Mikkelsen, koordinator i Ajax København, indledningsvis grunden til, at de og KIF Kolding København har valgt at afvikle udendørs-arrangementet til Faxe Kondi Håndboldens Dag i to etaper; et lukket arrangement for inviterede skolebørn kl. 11-14, og derefter et åbent event som alle kan deltage frit og gratis i kl. 15-17.

Skolernes interesse har været massiv, og det glæder naturligvis alle i Ajax og KIF Kolding København, der endda mener, at arrangementet kunne have været endnu større, hvis kapaciteten rakte længere,

”Der har været en helt overvældende opbakning fra de skoler, vi har været i kontakt med og tilslutningen er lige så stor. Der er blevet tilmeldt 400 børn fra klassetrinene 3.-6., og vi måtte lukke for tilmeldingen allerede for en uge siden, fordi vi havde nået vores max kapacitet, men jeg er ikke i tvivl om, at det kunne være blevet til endnu flere”, fortæller Jacob Mikkelsen.

Og målet er soleklart – børnene skal have en sjov oplevelse, mens håndboldsporten eksponeres på én og samme tid:

”Formålet er at skabe fokus på håndbolden, og at håndbold ikke nødvendigvis skal udleves på 20×40 meter i en fyldt arena. Det er også en sportsgren, der kan tåle at komme uden for banen.

”Flere forskere peger desuden på, at hvis man skal gøre børn interesserede i en idrætsgren, så skal de have en oplevelse med den. Så målet har jo været, at skabe en større oplevelse for børnene og eksponerer håndboldsporten og sport og sundhed generelt.”

En af de deltagende organisationer til Faxe Kondi Håndboldens Dag er ”Hand the Ball Foundation”, som KIF Kolding Københavns sportschef, Lasse Boesen, har været med til at stifte. Hand the Ball stiller op med Street Handball til glæde for alle børnene og de barnlige sjæle på Toftegårds Plads, og i den forbindelse har man øjnet chancen for, dels at gøre noget ekstra for de deltagende skolebørn og dels at støtte det velgørende formål – og der er mere…

”Vi har sammen købt 350 t-shirts, som bliver delt ud til skolebørnene, der møder op, for også at sætte fokus på, at håndbold er mere end et spil, og der er nogle som fx Ole Bruun og Lasse Boesen, der er ude og gøre en forskel. Med købet af t-shirts donerer KIF Kolding København og Ajax sammen nogle penge til projektet Hand the Ball Foundation, som også er lige i tråd med vores motto »Resultater med socialt ansvar«

”Udover at vi holder det her arrangement, så tager vi også fribilletter med, så alle de skolebørn der har lyst, kan komme til kampen om aftenen i Bavnehøj Arena”, afslører Jacob Mikkelsen.

 

Et interessant samarbejde

Ajax København arbejder i forvejen tæt sammen med flere af skolerne i de udsatte områder af København og har indledt et nyt, spændende og inspirerende projekt, der skal få flere skolebørn til at dyrke idræt.

”I første omgang snakkede vi med skoleledelsen, som blev glade for, at det var en mulighed, at udliciterer idrætsundervisningen til Ajax. Det er gået over alt forventning. Vi har kørt nogle forskellige pilotprojekter sidste skoleår, hvilket har resulteret i, at alle de skoler vi har haft bare lidt kontakt med, har ønsket at forlænge samarbejdet”, forklarer Jacob Mikkelsen.

Det drejer sig blandt andet om et konkret samarbejde med Oehlenschlægersgades Skole, der handler om, at mellemtrins klasserne i det nye skoleår fast om onsdagen tager ud i Bavnehøj-Hallen, hvor lærerne i samarbejde med trænerne fra Ajax laver læringsforløb og varieret undervisning i løbet af skoledagen, udtalte skoleleder Kristian Svinth til Lokalavisen Vesterbro i sidste uge.

Gode idrætsfaciliteter er en generel udfordring for bl.a. Vesterbro-skolerne, og derfor er det en fantastisk mulighed for skolerne og deres elever, at kunne benytte sig af Bavnehøj-Hallen og de væsentligt bedre forhold dér – og som Jan Barslav, udviklingschef i Ajax København, siger:

”Det er nemmere, at hive børnene ud til idrætsfaciliteterne,
end at hive idrætsfaciliteterne ud til børnene”