Optakt: Ajax København – Randers HK

20. oktober 2017

Ajax København – Randers HK; lørdag den 21. november klokken 15.00, Bavnehøj Arena, Enghavevej 90 2450 København SV

Cheftræner Dennis Bo Jensen er så småt ved at være klar til kamp igen, og nedenfor kan du læse hans optakt til Randers kampen.

På lørdag gæster Randers HK med Guldtræneren Niels Agesen Bavnehøj hallen. I den forgangende uge har Randers mistet en af holdets helt store profiler da det kom frem, at Camilla Dalby er gravid – et stort tillykke skal der lyde herfra.

Randers er et hold, der er kendetegnet ved en stor fysik, som er drevet af Maria Fisker, som er blevet omskolet til Playmaker og driver holdet med tempo og drive.
For vores eget vedkommende har vi brugt ugen til at få evalueret Aarhus kampen, en kamp hvor vi desværre laver for mange tekniske fejl.
Vi skal derimod tage det gode forsvarsspil med videre, og de gode attituder vi viser.
Jeg føler, at vi er på rette spor, og pigerne kæmper godt med de ting, jeg gerne vil have til at lykkes i vores spil.

Vi vil forsøge at tage toppen af tempoet i kontrafasen, men stadigvæk turde løbe og angrebsmæssigt skal vi ramme hinanden meget bedre.

Vi glæder os til igen at spille på hjemmebane, og til at vise publikum i Bavnen, at vi er et hold, der aldrig lægger os ned, og at vi står sammen og fighter for hver en bold. Så kom i hallen og støt holdet.