Rigtig god udekamp gave Herrerne to virkelig gode point i Randers

17. december 2017

Randers HH – AJAX København: 25-26 (12-11)
Lørdag d. 16. december 2017

Næsten samme overskrift som efter vores hjemmekamp i sidste uge mod Stoholm, men det var virkelig en god udekamp vi spillede i Randers!

Fra første fløjt stod forsvaret rigtig kompakt, men for mange brændte chancer på en stærk Randers målmand gjorde, vi ikke fik et forspring på et par scoringer i starten af kampen.
Randers gik over til at spille 7-mod-6, hvilket de fik held med, og kun et par scoringer fra vores side inden pausen gjorde, at vi kun var bagud med én i pausen.

Fulde af fortrøstning gik vi ind til anden halvleg med stor tro på egne evner, og forsvaret blev strammet endnu mere op, og alle kæmpede og sloges for hvert lille område på banen.
Randers var i teten de første ca. 10-12 min af anden halvleg, men stille og roligt fik vi endnu bedre fat, og pludselig var vi foran med én enkelt, og vi havde flere muligheder for at komme foran med to mål, som dog blev misbrugt.

Afslutningen blev tæt på vanvittig, da vi ved stillingen 24-24 følte os snydt for et straffe med under 2 minutter igen, og kort efter blev vi ramt af en 2 minutters udvisning, straffe imod os, og yderligere en udvisning til bænken for brok!
Det så mere end svært ud, da Randers scorede på straffe, og bagud 25-24 halvandet minut igen og med to mænd i undertal, skulle de sidste ressourcer findes frem – men det lykkedes alligevel!

Først udligner vi fra en stor spillende Anders Hammervig, og dette gav ligeledes en to minutters udvisning til Randers. Men de tog målmanden ud i sidste angreb, spillede 6-mod-4, men en super redning fra Nicolai P. gjorde, at vi havde ca. 25 sekunder til at holde mindst det ene point.
Vi tog egen målmand ud, spillede 5-mod-5, og med 2 sekunder igen smed Tobias Jørgensen bolden i kassen til en super god sejr på 25-26.
Det var lidt vildt til sidst, men det endte rigtig godt for os med en overraskende og flot ude sejr at slutte året af på.

Jeg vil gerne sige tak for opbakningen til vores faste supportere og sponsorer i år 2017, og glæder mig meget til at se jer igen i det nye år.

Torben Nielsen, cheftræner.