AJAX KØBENHAVN HÅNDBOLD

En sløj første halvleg kostede dyrt i Herrernes opgør mod Otterup HK

AJAX København – Otterup HK: 25-30 (8-17)
Fredag d. 9. februar 2018

Inden kampen havde jeg håbet vi kunne bryde “traditionen” og ikke tabe hjemme til Otterup, som vi havde gjort de seneste to sæsoner, men det blev ret hurtigt klart, at det ikke var vores aften fredag i Bavnehøj Arena.
Det blev sæsonens suverænt værste halvleg, hvor vi efter 20 min. var bagud hele 3-13, og dette fortsatte halvlegen ud – og skidt angrebsspil, dårlige afslutninger og hele 4 brændte straffekast ud af 4 mulige i første halvleg, var også kraftigt medvirkende til, at vi var bagud med 8-17 i pausen.

Tendensen fortsatte desværre de første minutter efter pausen, men fra bagud med 10-20 virkede det som om, at spillerne kastede alt over bord.
Men det blev på ingen måde tæt, og vi kom aldrig nærmere end minus 5, og det endte med et nederlag på 25-30 i en kamp, som Otterup sad på hele vejen.

Det var selvfølgelig skuffende, da vi havde forventet mere af os selv, men nu har vi et par ugers kamppause til at komme op på hesten igen, og så er jeg sikker på alle kigger indad, og vender stærkt tilbage efter den lille pause fra kampe.

Torben Nielsen, cheftræner.