Ugens fredagspip

2. maj 2015

Kære alle.

Først og fremmest må jeg beklage at der ikke blev pippet i sidste uge. Dette skyldtes ikke manglende stof at kvidre om, men blot manglende tid til at få det på skrift. Denne uges fredagspip byder på lidt fra kontoret, lidt fra U12 og lidt festligt.

I ugens løb har vi fået evalueret vores første mini camp, og må i al beskedenhed sige vi er yderst tilfredse. Med enkelte skønhedsfejl lykkedes det os at samle 40 af de yngste i klubben til en meget hyggelig weekend sammen. Det glæder os at så mange trænere, medlemmer og forældre bakkede os op – stor tak til dem alle sammen. Denne uge har også været yderst produktiv på den kommercielle front. Et hurtigt blik på hjemmesiden vidner om en særdeles flot uge. Sponsorenes længerevarende opbakning er vitalt for klubbens eksistensgrundlag. Stort skulderklap til Mikkel Frid, samt stor taknemmelighed for sponsorernes opbakning. Det er verdensklasse!

I sidste weekend var vores U12 afdeling til Haribo Cup hvor de klarede sig imponerende godt. U12 drengene vandt B-finalen og U12 pigerne vandt A-finalen. Forhåbentlig har de ikke fået ondt i maven af alt deres velfortjente vinder slik. Vi glæder os over at se en tendens til at af afdelinger vælger at tage til de samme stævner.

Det er højsæson for bødekasse fester og andre afslutnings fester. Vi opgiver at give formaninger om at drikke ansvarligt, og gemmer sundhedsstyrelsens anbefalinger langt væk. I stedet vil vi gøre opmærksom på den årlige afslutningsfest for hele klubben der finder sted lørdag d. 9. maj. Der er stadig flere afdelinger der mangler at købe billet, hvilket vi håber de får gjort snarest. Vores festudvalg har lagt sig i selen for at skabe så dynamisk en fest som muligt, hvor det både er sjovt for de yngste såvel som de voksne.

Til slut vil vi gøre opmærksom på at det også er den kommende uge der er general forsamling hvor en større rokade er under opsejling. Mødet er torsdag kl. 19 i cafeteriet. I ønskes alle en god forlænget weekend – vi glæder os til at se jer til afslutningsfesten.

Mvh. kontoret.