Ajax København – VSH2002 Virum 31-22 (15-11)
Vi gjorde det – sgu ! Ajax København er i Primo Tours Ligaen.
Fredag aften var en festaften af de helt store på Vesterbro. Med en sejr på 31-22 over VSH2002 Virum spillede Ajax Københavns Dame 1 sig op i Primo Tours Ligaen – Verdens bedste Liga blandt venner.
Selve kampen forløb som en kamp mellem top og bund ofte forløber. Ajax lagde sig i spidsen fra start, og forspringet øgedes stille og roligt henover kampen. Der var selvfølgelig bump på vejen, hvor Virum fik fat og kom tættere på, men det blev aldrig rigtig tæt, og de sluttede med 31-22 og 9 op til Ajax.
På Virum holdet spiller Simone Pedersen en stor kamp, og Simone er en konstant kilde til uro. Julie Skipper viste også, at hun er blandt rækkens bedste keepere. Julie er måske ikke den fysisk største keeper, men hurtigheden er i topklasse.
På Ajax holdet kunne man periodevis godt se, at det ikke ”bare” var en almindelig kamp, men at der virkelig stod noget på spil, så der var en del nervøsitet, men jo længere vi kom ind i kampen, jo mere styr var der på det meste. Alle bød ind og var med til at sikre sejren og oprykningen. Vi kårede ikke kampens spiller – der var jo så meget andet, der skulle markeres, men Ida-Marie Dahl var helt sikkert en oplagt kandidat.
Tak til alle, som kom forbi Bavne fredag aften og gjorde kampen til en fest af dimensioner. Ajax Support var i særklasse, og det var superfedt at alle andre fulgte trop og gav den fuld gas.
Der er rigtig mange perspektiver i oprykningen. På den korte bane kan vi være sikre på, at vi ikke skal til Ringkøbing og spille om det. Ikke at vi har noget imod Ringkøbing Håndbold i almindelighed, men en 4. omgang om en plads i Ligaen var helt ærligt ikke super attraktivt. Sporene fra 3 lange lyserøde næser skræmmer nok lidt, så den fornøjelse overlader vi gerne til en af vore kollegaer.
På den lidt længere bane – efter sommerferien – er vi en del af det gode selskab. Vi er klar over, at vi står overfor store udfordringer både spillemæssigt og organisatorisk, men vi tror på, at vi kan gøre en forskel, og ser man på oprykningen i det bredere perspektiv, så er det rigtig godt for udviklingen i damehåndbolden, at tyngden flytter lidt mod øst.
På den helt korte bane kan vi se frem til en uge uden weekend kampe, og det gør jo, at vi har mulighed for at få restitueret en smule, men vi skal være klar til de kommende ugers udfordringer – der er kampe mod TMS, mod Roskilde og mod Hadsten, der venter, ligesom vi kan se frem til endnu en pokaludfordring inden sommerferien. Her ved først onsdag, hvem vi får fornøjelsen at møde.