Team Sydhavsøerne – AJAX København: 19-27 (8-11)
Fredag d. 17. marts 2017
Det var lidt med bange anelser, at vi fredag tog mod Maribo Hallen, for at spille mod et meget formstærkt mandskab fra Sydhavsøerne, som i seneste kamp havde slået Ringsted på udebane. Men omvendt var vi klar over, at Sydhavsøerne i år ikke har været så skræmmende på hjemmebane, som i de seneste år, og trods en som altid massiv og fantastisk opbakning til hjemmeholdet i Maribo, så virkede vi meget fokuserede og klar fra starten af kampen.
Forsvaret stod super godt; Mikkel stod rigtig godt i målet; kontraerne blev løbet med stor energi og vilje, og angrebet blev spillet med stor tålmodighed, og der blev lavet meget få fejl.
Ingen tvivl om, at Sydhavsøerne var ramt på karantæne- og skadefronten, men vi var fokuserede og fik lukket så godt ned for deres spil, at vi – bortset fra en kort overgang i starten af anden halvleg, hvor vi kun førte med 13-12 – faktisk var foran med 3-4 mål fra ca. 18-20 minutters spil og det meste af kampen, og sejren blev sikkert kørt i hus det sidste kvarters tid.
Det var en vigtig sejr, fordi rækken i år er så tæt i midterfeltet, at man kan risikere at skulle spille nedrykning med 25-26 point, hvilket er helt uhørt, og måske også burde give stof til eftertanke om, at der måske er for mange hold i 1. Division, som kan komme i fare for nedrykning.
Vi er meget glade for de 2 point, som næsten – men i skrivende stund ikke matematisk – sikrer os forbliven i rækken, og dem fik vi fortjent efter vores måske bedste præstation på udebane i denne sæson.