AJAX København – HEI, Skæring: 32-30 (18-14)
Lørdag d. 10. november 2018
I sidste uges udekamp mod Køge blev sejren måske et par mål for stor i forhold til hele kampbilledet, og det modsatte var så tilfældet lørdag hjemme mod HEI, hvor sejren blev et par mål eller tre for lille, men det blev til en sikker og fortjent sejr til os efter vi fik sat os på kampen, da der var spillet ca. et kvarters tid.
Det startede meget lige i en tempofyldt og flot spillet indledning på kampen fra begge hold, men vi fik forsvaret til at fungere i sidste halvdel af første halvleg, og det afstedkom flere kontrascoringer, ligesom angrebet spillede med højere tempo og mere direkte, end det har været tilfældet i flere andre kampe, og vi endte med en fire måls føring i pausen, og det var ikke ét mål for lille. Vi spillede bare et rigtig godt sidste kvarters tid af første halvleg!
Anden halvleg startede desværre på samme måde som anden halvleg i Køge, hvor modstanderne scorede to hurtige mål. Men igen fik vi hurtigt rettet op, fik sat prop i forsvaret, samtidig med at angrebet fortsatte det flotte spil fra slutningen af første halvleg, og vi fik etableret en seks måls føring efter ca. 10 minutters spil af anden halvleg.
Vi spillede fint i den periode, men manglende skarphed i afslutningerne og lidt manglende kynisme i flere situationer gjorde, at vi ikke kunne komme yderligere foran, samtidig med at HEI straffede os, når vi begik fejl, og specielt deres venstrefløj var hård ved os i perioder.
Vi førte dog hele tiden med 4-6 mål og var i fuld kontrol, indtil der manglede ca. 3 minutter og foran 32-27, hvor vi fik to hurtige udvisninger kort efter hinanden, ligesom vi stressede en smule i vores angreb. Det blev dog aldrig spændende, og HEI scorede det sidste mål med få sekunder igen, hvorefter vi kunne glæde os over sejren.
Vi spillede generelt godt i store dele af kampen, og var i kontrol stort set hele vejen, men som tilfældet også var i sidste uge mod Køge, så skal vi være lidt mere kyniske, når vi har mulighed for at kunne lukke kampene helt ned. Men igen var helhedsindtrykket meget positivt, og der blev lagt yderligere lag på vores spil denne eftermiddag.