BAMBUSA KVINDELIAGEN LØBER I LYSERØDT OG VIL INDSAMLE EN KVART MILLION!

6. oktober 2020

Efter en lille pause, hvor landsholdet var i fokus, er Bambusa kvindeligaen igen klar til at kæmpe om titlen som Danmarks bedste kvindehold. Det bliver dog med fokus på andet end håndbold. I samarbejde med Divisionsforeningen og ligaens nye hovedsponsor, Bambusa, igangsættes en kampagne med formålet om at samle penge ind til kampen mod cancer.

Vi tror på, at det bliver muligt at stå sammen, som vi gør det bedst, men denne gang med et vigtigt formål. Målet er i fællesskab at samle 250.000 kr. ind til Støt Brysterne, og dette skal opnås ved at vende støtten den anden vej end vi er vant til.

Herning-Ikasts Håndbolds norske profil, Stine Skogrand, var begejstret da hun hørte om initiativet

Bambusa Kvindeligaen er en meget eksponeret platform, og det giver så god mening, at vi nu står sammen om så vigtigt et emne som kampen mod cancer. Inden sæsonen gik i gang, blev der sat gang i en re-branding af ligaen, hvor klubberne uden for banen er rykket tættere sammen, og så er det fedt, at vi allerede nu forener vores indsats og forhåbentligt indsamler en god portion penge og skaber noget opmærksomhed på kampen mod cancer ved eksempelvis at spille i lyserøde strømper, siger Skogrand.

Barometer: Klubberne er til dagligt konkurrenter inde på banen, og konkurrence-elementet ligger også i DNA’et hos spillerne. Derfor vil indsamlingen også kunne følges via et barometer på Facebook profilen ”Tophåndbold Kvinder”. Stillingen vil blive opdateret hver tredje dag, hvor klubbernes respektive indsamling vil blive synlig, mens det også vil fremgå, hvordan det går mod målet at indsamle 250.000 kr.

Følg indsamlingen her: https://www.facebook.com/tophaandboldkvinder