HS1: Koncentreret sejr i underholdende opgør

25. februar 2017

AJAX København – Odder Håndbold: 35-29 (18-12)
Lørdag d. 25/02-2017

Inden lørdagens opgør mod Odder hjemme i Bavnehøj Arena havde jeg spået en underholdende affære, og det må man sige det blev, og heldigvis trak vi os sejrrigt ud af opgøret med en sikker sejr på 35-29.

Lige inden kampen var målmand Mathias Olsson uheldig at slå sin ene finger, hvor han fik en flænge, som betød, at han ikke kunne spille kampen, og det gav lige lidt kort uro, men spillerne tacklede det fantastisk, og Mikkel stod samtidig efterfølgende en rigtig god kamp.

Fra starten virkede vi meget fokuserede. Forsvaret var aggressivt og tacklende, kontrafasen blev løbet, og angrebspillet blev spillet med masser af fart, tempo og variation, samtidig med, at der blev scoret på det meste.
Efter 15 minutter sad man med en fornemmelse af, at vi burde have været mere foran end 8-7, men vi fortsatte det gode spil, og på trods af et flækket øjenbryn til Tobias Jørgensen efter 20 minutter, efter han landede uheldigt efter en tackling, så fortsatte vi det flotte spil, og kunne gå til pause med en forholdsvis komfortabel føring på 18-12, og samtidig blev Tobias “lappet” sammen og var klar fra starten af 2. halvleg.

Der blev ikke sløset efter pausen, hvor koncentrationen fra starten blev holdt i begge ender af banen, hvor vi i alle spillets faser lagde pres på Odder og med ca. 16 minutter igen og foran 27-16 synes kampen afgjort.
Odder gik herefter op i ultraoffensivt forsvar og samtidig sløsede vi en smule, hvorfor de næste 5 minutter blev tabt med 0-5, men vi fik hurtigt det hele tilbage på sporet, og der blev aldrig spænding om resultatet, og vi kørte en sikker sejr hjem.

Det var en god sejr. Det var koncentreret. Det var underholdende, og frem for alt, var det en kamp, hvor alle bød ind, og vi som hold viste, at vi fortsat udvikler os fra kamp til kamp.

Torben Nielsen, træner.
Torben