Når denne sæson slutter, skal vi tage afsked med vores stregspiller Sofie Bardrum, der efter 4 sæsoner i Ajax København, tager den næste skridt i karrieren og skifter til Nykøbing Falster Håndboldklub.
Den stærke stregspiller er i skrivende stund, noteret for 73 kampe og 178 scoringer i den hvide Ajax København trøje, og til sommer er det slut.
Sofie kom til Ajax København fra Gudme HK i 2018, og har i særligt de to seneste sæsoner, gennemgået en kæmpe udvikling, hvorfor det nu er blevet tid at prøve noget nyt.
Om end, at vi kommer til at savne Sofie i Bavnehøj Arena, er vi også stolte af endnu engang at kunne have sat rammerne for en flot, flot udvikling, der nu sender endnu en af vores spillere videre i karrieren.
Vi har naturligvis indhentet en udtalelse fra hovedpersonen selv, der her sætter et par ord på sin tid i Ajax København, der heldigvis ikke er helt slut endnu:
”Det har været en sand rejse i Ajax København.
Som spiller i Ajax København, møder vi ikke ind på arbejde, vi møder ind fordi vi elsker at spille håndbold sammen med hinanden – vi er mere end et hold. Det sammenhold og sociale forhold vi har til hinanden på holdet, er jeg sikker på man ikke bare lige møder andre steder.
Det har gjort at miljøet til et trykt sted at udvikle sig og arbejde på sine svagheder. Og jeg er nu nået til et punkt i min håndboldkarriere, hvor jeg kan bygge videre og tage imod nye udfordringer.
Jeg vil se tilbage på nogle gode år i Ajax København, og kommer helt sikkert til at savne pigerne og deres evige kagelyst. Men vi har endnu en halv sæson tilbage, og der skal bare gives max gas, så vores placering kan afspejle vores ihærdige og hårde arbejde til træningerne.”
Direktør for Ajax København Ligakvinder, Mathias Berg, siger således om Sofies skifte:
”Sofies udvikling har nærmest været eksplosiv de seneste år og det har været en fornøjelse at se hvor stærk og kampafgørende Sofie er blevet i en af verdens bedste ligaer. Det bliver spændende at følge Sofie de kommende sæsoner og jeg ønsker hende held og lykke og alt det bedste – og et stort velkommen hjem engang i fremtiden, når verden er blevet erobret.”
Vi kommer i hele Ajax København til at savne Sofie, men hun ønskes held og lykke med det kommende skifte, og indtil da, glæder vi os til at se hende og hendes holdkammerater, give den fuld gas i den sidste halvdel af nuværende sæson!
Spørgsmål eller lign. kan rettes til direktør Mathias Berg på 21611249 eller mb@ajax.dk