Ajax København forlænger med General Eiberg

27. maj 2021

I november 2021 fylder Stine Eiberg Jørgensen 23år, men den kommende sæson bliver hendes femte i håndboldligaen! Og hvor er vi glade for, at Stines femte ligasæson, ligesom de fire foregående, også bliver i Ajax København. Faktisk kan Stine Eiberg til kommende sæson fejre 10års jubilæum i Ajax København!

Stine Eiberg har i denne sæson ikke kun været en afgørende faktor i vores forsvar, hun har også stået for 90 scoringer og 47 assists i 30 kampe. Udover de åbenlyse forsvarsmæssige kvaliteter og, at Eiberg hele sæsonen har været spilstyrende i vores stationære offensiv, har hun også oftest været den helt store drivkraft i vores 2 og- 3 bølgekontrafase. En 2bølgefase med en scoringsprocent på 78% – hvilket er den bedste i Bambusa Kvindeligaen!

Vi har bedt Stine Eiberg selv, sætte et par ord på hvordan denne, lidt anderledes sæson, har været for hende og hvad hun forventer sig af sin kommende 10års jubilæumssæson:

For et år, hvor næsten alt andet i hverdagen har været anderledes, er jeg taknemlig for, at vi har haft håndbold som et fast holdepunkt sæsonen igennem. Og sæsonen gik jo nok egentligt bedre, end vi havde turde forvente. Med en lidt turbulent opstart var der ikke andet for end at stå endnu tættere sammen, og at alle mand måtte tage noget mere ansvar. Særligt Olis skade og Simones graviditet betød, at et stort forsvarsansvar endte hos Matilde og mig, og det har været meget udviklende for mig og givet mig flere kompetencer, som jeg glæder mig til at tage med til næste sæson.

Mine forventninger til næste sæson er, at vi fortsætter den forbedring af vores spil, som jeg synes har været stødt stigende gennem vores fire sæsoner i ligaen. Vi har fået mere erfaring, og jeg håber, det kan udmønte sig i, at vi kan klare os endnu bedre næste sæson. Og så håber jeg selvfølgelig på, at der kan komme tilskuere tilbage til igen at skabe en fed stemning i Bavnehøj.

Ligakvindernes Direktør, Mathias Berg, havde dette at sige, da vi spurgte ind til kontraktforlængelsen af Stine Eiberg Jørgensen:
”Det er svært at sætte ord på hvad Eiberg betyder for vores hold og vores præstationer. Efter barndomsårene i Taastrup, har hun siden spillet i Ajax og er på alle måder indbegrebet af alt det vi gerne vil gøre endnu mere af. Eiberg er med hårdt arbejde, talent og dedikation blevet en helt central to-vejsspiller, ja og så er hun jo helt utrolig sød og god til at sprede god energi omkring sig. Så… jeg er godt tilfreds, som man sir´.”

I hele Ajax København glæder vi os til at se Stine endnu engang være et spilstyrende element i landets fornemmeste række, samt forhåbentligt at fejre en fremragende jubilæumssæson for General Eiberg!

Spørgsmål kan rettes til direktør Mathias Berg på 21611249 eller mb@ajax.dk

Stine Eiberg Jørgensen (foto af Christian Grundtvig)