Ajax København Ligakvinder henter kæmpe talent på Frederiksberg

9. juli 2021

Ajax København kan i dag med store glæde offentliggøre, at vi forud for kommende sæson har indgået en aftale med den 21årige playmaker, Emilie Frese Theil.

Theil har hele sin håndboldopdragelse i FIF, hvor hun har været en del af en årgang der i mange år, var i den absolutte nationale top – dertil har vores nyeste tilføjelse til truppen også spillet +20 kampe på diverse Ungdomslandshold.

Sidste sæson var Theils første som seniorspiller, og seniortilværelsen startede hos Roskilde Håndbolds 1. Divisions kvinder, hvor det blev til 13 kampe med dertilhørende 60 scoringer – inden den talentfulde spilfordeler midt i sæson skiftede til København Håndbold og Bambusa Kvindeligaen.

Det blev dog desværre ikke i første omgang, til så mange kampe i Kvindeligaen for Theil.
Onsdag d.07. april 2021, i en kamp mellem København Håndbold og Silkeborg-Voel i Frederiksberg-Hallen, må Theil efter ca. 33 minutters spil udgå med store smerter efter et grimt vrid i knæet.

Heldigvis er skaden ikke så slem som først antaget, og Theil knokler derudaf for snart at kunne gøre comeback. Og det comeback bliver, til vores store begejstring, i den hvide og røde Ajax København trøje!

Vi har taget en snak med hovedpersonen selv, og har selvfølgelig spurgt ind til hendes genoptræningsforløb, samt hendes tanker om skiftet til Ajax København. Hertil lyder svaret således:

Jeg blev uheldigvis skadet i knæet i starten af april, men skaden er heldigvis mindre end vi først troede og hvis alt fortsat går godt, burde jeg være klar omkring sæsonstart. Min genoptræning går lige nu som den skal, og lige nu handler det egentlig bare om at få bygget musklerne op igen og derefter stille og roligt tilvende kroppen til håndbolden igen. Jeg har jo haft en knæskade før, så jeg er ved godt mod, og ved at jeg kan gøre det igen.

Jeg har valgt at fortsætte mine senior år i Ajax, da jeg føler at det lige nu er det rigtige for min udvikling til at blive en endnu bedre håndboldspiller. Jeg synes rigtig godt om det miljø og koncept de kører i klubben og det er et miljø jeg bestemt godt kan se mig selv være en del af. Holdet har flere gange overrasket i ligaen, og forhåbentligt kan jeg være med til, at vi kan fortsætte sådan den kommende sæson. Derudover er jeg jo også en rigtig københavner pige, så Ajax er for mig bare en rigtig god mulighed for at kombinere både min udvikling indenfor håndbolden, samtidig med at jeg kan være tæt på familie og venner.

Direktør for Ligakvinderne, Mathias Berg, siger således om den nyeste tilføjelse til truppen:

Theil er en rigtig dygtig playmaker, med et godt blik for spillet og ikke mindst hendes medspillere. Hun har noget coolness og et ledelsestalent som jeg er ret vild med og så er hun jo en ung, talentfuld københavnerkvinde med store ambitioner, så selvfølgelig skal hun være i Ajax København!

Spørgsmål eller lign. kan rettes til direktør Mathias Berg på 21611249 eller mb@ajax.dk

Emilie Theil