AJAX København ønsker dig og din familie en Glædelig Jul og et Godt Nytår

22. december 2017
Kære partner
 
Året går mod sin afslutning, og på vegne af hele teamet bag AJAX København 1. Herre vil vi først og fremmest gerne ønske dig og dine kære en rigtig Glædelig Jul og rigtig Godt Nytår.
 
Årets sidste netværksmøde:
Med vores sidste netværksmøde den 19. december, som blev afholdt hos Københavns ZOO, var det både mørkt, koldt og tidligt om morgenen. Men sikke en oplevelse at slutte af på, med VIP-rundvisning i Zoologisk Have før solen stod op.
De to dyrepassere, Lasse og Mikkel, fortalte indlevende om både løverne, isbjørnene, chimpanserne og ikke mindst elefanterne. Masser af anekdoter og oplysende info omkring det arbejde Zoologisk Have udfører for at redde truede dyrearter og meget mere.
Rundvisningen blev afsluttet med en lækker morgenbuffet i restauranten, hvor ZOO’s marketingdirektør, Christian Higraff, præsenterede ZOO vision 2020.
Det hele blev sluttet af med en sjov og effektiv netværksskattejagt.
 
Årets sidste hjemmekamp:
Lørdag eftermiddag den 9. december var der pyntet op til ægte julehygge på Vesterbro, da AJAX København tog imod gæsterne fra Stoholm IF.
I VIP-loungen havde vores sponsor Eat Event ApS. sørget for årets lækreste julebuffet med alt hvad sådan én skal indeholde, og Kokkens Vinhus, også sponsor, havde som altid sørget for god vin. Både julebuffet og vin får 6 stjerner ud af 6.
I hallen sørgede spillerne, foran ca. 300 tilskuere, for en særdeles underholdende kamp og noget af det bedste spil vi har set i sæsonen. En sikker sejr på hele 31-23 i årets sidste hjemmekamp er vel den bedste julegave, man kan ønske sig?
Efter kampen bød vi på æbleskiver, gløgg og risalamande, også leveret af Eat Event ApS., i VIP-loungen med både partnere, spillere og spillernes nære familie og venner.
En rigtig god december-lørdag i Bavnehøj Arena og igen en fyldt VIP-lounge.
 
Årets sidste kamp:
Sidste kamp var på udebane mod Randers HH, som også markerede starten på sidste halvdel af sæsonen.
Afslutningen af kampen blev tæt på vanvittig, da vi ved stillingen 24-24 følte os snydt for et straffe med under 2 minutter igen, og kort efter blev vi ramt af en 2 minutters udvisning, straffe imod os, og yderligere en udvisning til bænken for brok!
Det så mere end svært ud, da Randers scorede på straffe, og bagud 25-24 halvandet minut igen og med to mænd i undertal, skulle de sidste ressourcer findes frem – men det lykkedes alligevel!
Først udligner vi fra en storspillende Anders Hammervig, og dette gav ligeledes en to minutters udvisning til Randers. Men de tog her målmanden ud i sidste angreb og spillede 6-mod-4, men en super redning fra Nicolai P gjorde, at vi havde ca. 25 sekunder til at holde mindst det ene point.
Vi tog egen målmand ud, spillede 5-mod-5, og med 2 sekunder igen smed Tobias Jørgensen bolden i kassen til en super god sejr på 25-26.
Det var vildt og yderst nervepirrende til sidst, men det endte rigtig godt for os med en overraskende og flot udesejr – hvilken bedre måde at slutte året af på.
Dét betyder, at AJAX København går på en kort men velfortjent juleferie på en 5. plads i 1. Division.
 
Men hvad er der sket siden vi startede sæsonen op i august?
På erhvervs sponsorsiden har vi siden august budt velkommen til:
 
Eat Event Aps
MENY kaffe
J. B. Blomster
– Enstall Access
– Large-IT ApS.
 
 
Vi har derudover forlænget vores sponsoraftale med BDO Revision.
 
Vi er utrolig glade for, at nye sponsorer har ønsket at være med i AJAX København Erhvervsnetværk, og at nuværende sponsorer ønsker at forlænge med os. Uden jer kommer vi ikke i mål!
 
Som sponsor hos AJAX København A/S skal du have lyst til at være en del af et professionelt erhvervsnetværk, sport og ikke mindst fællesskab. Vi forventer ikke, at du fysisk og aktivt skal deltage på daglig basis, men du skal se dit sponsorat, som en del af en rejse mod at få et håndbold Ligahold tilbage til Hovedstaden.
 
Vi har en målsætning om at få nye sponsorer til klubben, men vi KAN ikke gøre dette alene. Vi har derfor brug for dig til at hjælpe os. Ta’ en gæst med til vores netværksmøder eller før kamp til dagens VIP- arrangement, og lad dem få en oplevelse på samme vis som du fik, da du var med første gang.
Vi hører god omtale om vores netværk og måden vi gør tingene på, men vi er også opmærksomme på, at vi gerne må og skal blive flere, især hvis vi skal blive ved med at gøre det interessant for dig som sponsor, og ikke mindst, at få vores drenge i Ligaen.
 
Ny kommerciel organisation:
Siden august er der på organisationssiden også sket en masse.
Vi har udvidet holdet og teamet op for, at vi kan lykkedes med vores ambitioner.
På den lange bane er målet at få AJAX København op i 888-Ligaen, og få at det skal lykkes har vi brug for flere ressourcer.
 
På det kommercielle plan for 2017/2018 er vi nu flg.:
Mikkel Frid, Direktør.
Pernille Casparsen, Kommerciel Direktør.
Sebastian Birke, Key Account Manager.
Rikke T. M. Andersen, Hospitality Manager.
Naman Tanwir, Teknisk Chef.
Michael Jul, Netværksansvarlig.
 
Vores opgave er at få alt det kommercielle omkring partnerne, selve kampen, tilskuerne og spillerne, mm. til at gå op i en højere enhed således, at alle synes, det er en oplevelse at komme i Bavnehøj Arena.
Har du idéer, ris eller ros, skal du være yderst velkommen til at sende det direkte til vores kommercielle direktør på: mail@ajaxerhverv.dk
 
Arbejdsplan 2020:
Vi startede året ud med at lave en arbejdsplan gældende for de første 3 måneder og allerede nu kan vi konstatere, at ud af i alt 43 punkter er vi kommet i mål med 34 punkter.
 
Det er ikke alle punkter der er synlige for jer, da der internt også har været behov for at få stabiliseret fundamentet således, at vi kan bygge videre, men i forhold til nogle af de ting vi har rykket på som du måske har bidt mærke i, kan bl.a nævnes:
– Ny intro sang, når holdet løber på banen.
– Spørgsmål til spillerne efter kamp.
– Involvering og interaktion af sponsorer og spillere.
– Hygge med spillerne, deres familie og sponsorer. Dette var bl.a det I oplevede den 9. december.
– Halvleg events.
– Højne niveauet på VIP-arrangementet-
 
Ovenstående punkter betyder ikke, at vi er i mål, men at vi håber du har oplevet, at der er sket en forskel.
 
Udover det søger vi efter en sponsor til vores klappere. Vi skal have trykt nye klappere til forårets kampe. Har det din interesse, så hører Pernille gerne fra dig på: mail@ajaxerhverv.dk
 
Omkring forårets program håber vi på at se mange af jer, og allerede nu kan du forhåndsreservere nedenstående datoer gældende for både erhvervsnetværket og VIP-arrangementer i 2018:
 
Erhvervsnetværk:
D. 23.01: Hafnia-Hallen, Valby
Mødetid kl. 07.00
D. 27.02: Lokation ikke endeligt bekræftet
Mødetid kl. 07.00
D. 20.03: Lokation ikke endeligt bekræftet
Mødetid kl. 07.00
D. 24.04: Hotel Lautrup Park
Mødetid kl. 07.00
D. 22.05: Kontorhotel
Mødetid kl. 07.00
D. 18.06: Afslutningsevent
Mødetid ikke på plads endnu
 
VIP-arrangement:
D. 13.01: AJAX København – Lemvig-Thyborøn Håndbold.
VIP-start kl. 12:30, og kampstart kl. 14:00
D. 26.01: AJAX København – FIF
VIP-start kl. 18:00, og kampstart kl. 19:30
D. 09.02: AJAX København – Otterup HK
VIP-start kl. 18:00, og kampstart kl. 19:30
D. 03.03: AJAX København – Frederikshavn FI
VIP-start kl. 14:00, og kampstart kl. 15:45
D. 17.03: AJAX København – Odder Håndbold
VIP-start kl. 12:00, og kampstart kl. 13:30
D. 31.03 AJAX København – Fredericia HK
VIP-start kl. 12:30, og kampstart kl. 14:00
 
Udebane Event:
D. 28.02: TMS Ringsted – AJAX København
Afgang fra København ca. kl. 17.30, og kampstart kl. 19.30.
 
Vi arrangerer her en bustur, som bl.a. inkluderer en sandwich og lidt af drikke, mens bussen drager sydpå, så vi kan bakke op, når vores drenge spiller ude mod TMS Ringsted.
Der vil her være en egenbetaling på omkring 100 kr., – mere information følger, når vi nærmer os arrangementet.
MEN TILMELD DIG ALLEREDE NU af hensyn til den videre planlægning af buskørsel, mm..
Kontakt her venligst Rikke på: rikke@ajaxerhverv.dk
 
Med ønsket om en God Jul og et Godt Nytår
 
Kærlig hilsen
Mikkel Frid, Pernille Casparsen, Sebastian Birke, Michael Jul, Rikke T. M. Andersen og Naman Tanwir.