CP trækker stikket.

15. december 2022

Nogle har nok bemærket, at der til de sidste par kampe, har manglet et navn på holdlisten.
Landsholdspausen bød desværre på nyheden om, at Emma Caroline Pedersen, bedre kendt som ”CP”, stopper i Ajax København pr. omgående.

Om stoppet udtaler CP selv:
Jeg har gennem en længere periode kæmpet med min lyst og motivation for at spille håndbold. Jeg brugte vores pause fra håndbolden her under slutrunden, på at få det hele lidt på afstand og tænkt det hele ordentligt igennem. For mig har det altid været vigtigst at jeg har været glad for spille, og den glæde har jeg desværre ikke længere, lige meget hvor meget jeg ønsker det.

Jeg mangler mening i forhold til at skulle investere så meget af min tid i håndbolden. Jeg vælger derfor at stoppe mens legen er god, og mens jeg stadig kan se holdet og mig selv i øjnene. Jeg har elsket at spille i Ajax, og kommer helt sikkert til at savne sammenholdet i truppen.”

Direktør Michael Pallisgaard tilføjer:
I sin relativt korte karriere på de 20×40 mtr. har CP desværre været hyppigt ret ramt af skader, og hver gang lyset for enden af tunnelen blev nået, er der ofte kommet grus i maskineriet i form af en ny skade.

Det er en skam at CPs karriere har nået enden så tidligt, for der hersker ingen tvivl om CP talent på håndboldbanen, så det er naturligvis med beklagelse, at vi siger farvel (måske på gensyn?) til CP, men samtidig har jeg meget stor respekt for den refleksion der ligger bag stoppet, for glæden ved den klistrede bold skal naturligvis være tilstede, for at kunne fungere i et elitemiljø.

Uanset hvad fremtiden for CP byder på, så står døren i hvert fald åben for hende her i Ajax.”

VI ønsker alle CP held og lykke med det nye liv – og husk at Bavne ikke er længere væk, end at du lige kan kigge forbi.