Dennis Bo Jensen og Claus Kuno forlænger med Ajax

25. februar 2019

Ajax forlænger med liga-damernes trænerteam

Vi har netop kvalificeret os til kvalifikationsspillet og nu følger flere gode nyheder. Cheftræner Dennis Bo Jensen og Assistenttræner Claus Kuno har forlænget deres kontrakter med Ajax København.

Det bliver Dennis Bo´s tredje sæson som cheftræner for klubbens bedste damehold, mens ’Kuno’ skal i gang med sin anden sæson i klubben. Det betyder utrolig meget for det strukturerede og langsigtede arbejde der leveres omkring vores ligahold, at vi også på trænerfronten oplever ro og kontinuitet.

Trænerteamet har i indeværende sæson leveret utrolig godt, med flotte præstationer, samtidig med at vi ser hvordan Dennis Bo og Kuno arbejder med at udvikle både den enkelte spiller, men også hele tiden lægger lag på vores i forvejen stærke træningskultur og elitemiljø.

Sportschef Mathias Berg siger om forlængelserne:

“Jeg er naturligvis helt utrolig glad og tilfreds med at det er lykkes at forlænge aftalen med Dennis Bo og Kuno. Holdet har jo præsteret rigtig flot i år og har indtil videre taget 12 point, hvilket har været nok til at indfri klubben og holdets første målsætning om at undgå den direkte nedrykning. Det har trænerteamet selvsagt en kæmpe andel af æren for. Samarbejdet mellem dem bliver bedre og bedre hele tiden og jeg glæder mig derfor ekstra over, at vi kan profitere af det også i den kommende sæson. En stor del af vores fundament er det stærke talentarbejde der laves i klubben, hvor spillere fra vores egen ungdomsafdeling langsomt sluses ind og integreres på holdet og talentarbejde kræver tid og kontinuitet. Kuno bidrager særligt i arbejdet med de unge spillere, med sin rolle som assistent på ligaholdet og chef på u18 holdet. Det er en kombination vi oplever som meget vellykket og Kuno fortsætter med at varetage begge opgaver. Dennis Bo har været manden bag holdet i to sæsoner nu og han går med sin ærgerrighed, sin vilje og sit store trænertalent foran og det er jo umuligt ikke at lade sig inspirere af hans målrettethed. Dennis Bo må derfor også have en meget stor del af æren for den udvikling holdet har været igennem de sidste par år og jeg glæder mig over, at vi i Ajax også i næste sæson har Dennis Bo som cheftræner for klubbens bedste damehold”.

Cheftræner Dennis Bo Jensen er glad for at have forlænget med Ajax København:

“Jeg super glad for forlængelsen. Jeg synes vi som hold har flyttet os på mange parametre og synes samtidig vi har mange ting at lære endnu. Det er derfor fantastisk at kunne fortsætte arbejdet med holdet også i den kommende sæson. Jeg elsker arbejdet med holdet, og at se spillerne lykkes. Jeg ved hvor hårdt de arbejder og hvor meget de hver især brænder for håndbolden og for Ajax. Ajax også en klub som står mig nært, jeg holder meget af at komme i klubben og dele min passion for håndbold med alle de frivillige i klubben, der er med til at gøre det muligt for os at udleve eventyret som ligaklub.”

Vi glæder os til at følge Dennis Bo og Kuno i kvalspillet, men husk der allerede er kamp i morgen klokken 19.00, når Team Esbjerg kommer på besøg i Bavnehøj Hallen.

 

Cheftræner Dennis Bo Jensen

Assistenttræner Claus Kuno