Dobbelt op på kampe for vores seniorhold!

27. januar 2021

Den kommende weekend byder på kampe for både 1.divisionsherrerne og Ligakvinderne!

Fredag aften står den på et vaskeægte arvefjendeopgør, når vores herrer tager i mod Team Sydhavsøerne. Opgørene mod rivalerne fra Lolland mangler aldrig nerve, og kampen fredag bliver næppe nogen undtagelse! Et enkelt point skiller os ad i tabellen, og et godt resultat fredag bliver meget væsentligt, for at holde fast i en placering i toppen af 1.division!

Allerede lørdag eftermiddag går det løs igen, når Ligakvinderne får besøg af Randers HK. Sidst vi mødte Randers, tilbage i august, endte det med en 25-26 sejr til os, i et vanvittigt drama med en redning af et straffekast efter tid der sikrede os de to point. Med udfaldet af det seneste indbydes opgør in mente, må det forventes, at der også på lørdag bliver masser af tryk på!

Vi livestreamer begge kampe på vores Facebookside, så I kan se med hjemmefra!