DS1: Fredagsbold i Fredericia

30. oktober 2015

Fredericia HK – Ajax København

Fredag eftermiddag i Folehaven og Køge Bugt motorvejen. Der er lettere kaotisk med rigtig mange biler, og så kan det godt virke lidt langt, når man skal helt forbi Lillebæltsbroen, hvor Fredericia HK har inviteret til fredag aften håndboldfest, men det er jo nok præmissen, når man bliver inviteret ud en fredag aften.

Fredericia HK er kommet tilbage i 1. division efter en sæson i 2. division, og holdet er kommet lidt trægt fra start med 3 point i de første 6 kampe. Det hører dog med til billedet, at holdet har spillet 6 lige kampe, og der har max. været 3 måls forskel i de første 6 kampe, så det har nok ikke været helt skidt. Sidste kamp endte med et 23-20 nederlag i Hadsten.

Kigger man på holdkortet, er der flere gode spillere. Mia Nygaard i målet er jo næsten synonym med Fredericia HK, man har hentet forstærkninger både i Horsens og i Silkeborg, så der er gode spillere på alle pladser.

Set fra den københavnske stenbro er der jo grund til at være tilfredse med pointudbyttet indtil nu – 6 kampe og 12 point kan ikke gøres meget bedre. I sidste runde var vi på besøg i Ringsted hos TMS, og efter en halvskidt start forsvarsmæssigt, fik vi tingene under kontrol. 8 mål i træk og så var der luft. Efter pausen blev der lagt et par lag mere på, alle bød godt ind, og vi sluttede med +13.

Nick Szwiec

Nick Szwiec – Ajax København assistenttræner har dagens kommentar: ”Delmål nr. 1 for dagen er at komme godt fra start. Vi har en forventning om, at vi kan afvikle kampen på vores præmisser nemlig hurtigt og direkte spil, ligesom vi gerne – som mod Ringsted – vil have hele holdet i spil.”

Der er kampstart kl. 1930, og alle er selvfølgelig velkomne til at komme og give en hånd med. Er der lige langt nok, bliver kampen livestreamet på Kanal Sport.