DS1: Sikker sejr i lokalopgør

29. september 2015

Ajax København – BK Ydun 22-14 (12-8)

Ajax København vandt en sikker men lidt for lille sejr på 22-14 (12-8) over BK Ydun i lokalopgøret i Bavnehøj Arena søndag aften. Det er altid en god fornemmelse at vinde over de andre hold fra Københavnsområdet.

Efter at have startet de første to kampe i knap så overbevisende stil, havde Ajax holdet lavet en aftale om, at man skulle først til 5 mål. BK Ydun kom foran 2-0 og der var nok et par ”oh s… – ikke nu igen” rundt omkring, men Ajax fik hurtigt styr på det, kom på 5-3, og Ajax slap ikke spidsen derfra. Ved pausen var vi nået til 12-8, efter 45 min. 17-9 primært efter defensivt arbejde af høj klasse, og kampen blev kørt hjem med +8 (22-14) efter lidt ustruktureret målbytteri til sidst.

Det var ikke nogen stor håndboldkamp – der blev lavet lidt for mange fejl, og der var lidt for mange afslutninger, som lige manglede det sidste, men forsvarsmæssigt så det rigtig fint ud, og det er klart godkendt at holde modstanderen nede under 15 scoringer.

Ydun keeper Louise Pettersson, som sidste sæson spillede i Ajax, spillede en rigtig flot kamp, ligesom Anja Salsø især før pausen havde succes med sine afslutninger.

AJAX_65A6217

På Ajax holdet spillede Pernille Kristensen en superkamp i målet – mange fine redninger, og det er mere end godkendt at snuppe 5 af 6 straffekast. Fløjene Sofie Olsen og Sascha Juul spillede også fint, og selv om det langt fra var alt, der lykkedes for strege og bagspillere, så blev der kæmpet for sagen.

Sascha JuulSofie Olsen

Dagens detalje stod Stine Frandsen for. Når man griber en skytte ud i en parade, så er der styr på gribeteknikken, og man kan jo komme dejligt hurtigt af sted op ad banen.

John.Aage.Johansen

John Johansen – sportschef i Ajax København – sagde efter kampen: ”Det blev en god aften i Bavne – en sikker sejr og vi har nu fået 3 sejre i 3 kampe – det kan ikke gøres bedre. Defensiven fungerede rigtig godt, og selv om vi kan/vil/skal lægge flere lag på angrebsmæssigt, kan vi også på den front tage en del med. Vi spiller os til mange chancer, men Yduns keeper får taget godt fra.”

Nu ser vi frem mod en ny og spændende uge, som kulminerer lørdag eftermiddag, hvor vi skal møde Bjerringbro på udebane. Det fortæller vi mere om, når vi kommer tættere på.