Endnu et Ajax talent skifter til storklub

3. juni 2018

Isabella Fazekas Jakobsen til NFH

Selvom det er trist at tage afsked med en af vores unge talenter, der har haft mange af sine ungdomsår i Ajax København, så glæder vi os over at Isabella nu har nået et niveau der gør hende god nok til at spille for en af Danmarks største klubber, Nykøbing Falster Håndboldklub.

Isa har været en vigtig spiller for os i år, både som skytte i angrebet, men også i forsvaret, og derfor er det naturligvis et stort tomrum der skal fyldes ud, men her i klubben vælger vi at glæde os over at vi kan producere spillere der kan begå sig i en af de største klubber i landet og vi føler os overbevist om at vi nok skal finde en erstatning der kan fylde pladsen ud.

Udover at være en dygtig håndboldspiller, har Isa ved flere lejligheder taget del i foreningsarbejdet i form af diverse håndboldskoler, hvor hun med højt humør har givet sin viden videre til vores helt unge spillere – noget som vi værdsætter utrolig meget her i klubben.

Vi ønsker Isa kæmpe stort tillykke med de nye udfordringer og glæder os til at se hende tilbage i Bavnehøj Arena til næste sæson, denne gang som modstander.