Er der nogen der vil spille bold med os eller idrætten generelt?

23. september 2021

Vi har så mange gode afleveringer i Ajax København – men er der nogen der vil gribe dem?

Kigger vi på den seneste opdatering af Facilitetsdatabasen og det dertilhørende facilitetsindeks fra Idrættens Analyseinstitut, der viser hvor mange idrætsfaciliteter der er pr. indbygger i de danske kommuner, skal vi langt ned på listen for at finde Københavns Kommune – rigtigt langt ned.
Faktisk skal vi helt ned i bunden!
På plads nr. 98, ud af 98 mulige, finder vi Københavns Kommune. Og selv med en fordobling af alle idrætsfaciliteter i kommunen, ville vi kun rykke kommunen en enkelt plads op i tabellen.

Naturligvis hører det sig med, at Københavns Kommune har landets største indbyggertal – det er vi helt bevidste om. Men at vi er landets største kommune, kan vel ikke retfærdiggøre det faktum, at vores muligheder for at dyrke organiseret foreningsidræt er væsentlige ringere end i resten af landet?

En fordobling af idrætsfaciliteter er et kæmpe stort projekt, det ved vi. Vi ved også, at det ikke er noget der kan gøres natten over. Men tallene taler sit tydelige sprog, og skal vi som Kommune kunne tilbyde så mange børn, unge, voksne eller seniorer et tilbud om struktureret idræt eller motion, skal der ske lidt af en ændring i måden vi prioriterer på i Kommunen.

Mange børn og unge må i dag stå på ventelister for at kunne blive en del af idrætsfællesskaber.
Hvert år vokser København gevaldigt i indbyggertal, hvorfor ventelisterne kun bliver længere og længere. På trods at det stødt voksende indbyggertal, bliver der stadig ikke allokeret nok midler til udvidelsen af kultur- og idrætstilbud.
Ligeledes har vi af og til svært ved at finde tid i kommunens forskellige idrætsfaciliter, fordi de også benyttes af foreninger der har hjemme udenfor Københavns Kommune. Med pladsmangel for de kommunalt forankrede foreninger, er det i særdeleshed op ad bakke for os, når andre interessenter tilsyneladende også har adgang til de, i forvejen svært tilgængelige faciliteter. Det er der ikke meget fairplay over.

Vi vil så gerne idrætten i København, i særdeleshed håndbold, basketball og e-sport – men vi kan ikke opretholde de gode tilbud, så længe at vi ikke har den fornødne pladskapacitet, til rent faktisk at byde alle velkommen indenfor. Vi har derfor brug for folk med beslutningskompetencerne det rette sted, der ligesom os, gerne vil idrætslivet i Københavns Kommune.

Der er vistnok også kommunalvalg inden forfærdeligt længe – kunne der være nogen, der var interesserede i rent faktisk, for alvor, at sætte idrætten, udvidelse heraf og den dertilhørende folkesundhed på dagsordenen?
I så fald, vil vi gerne være med til at sætte skub i en udvikling der gavner hele det Københavnske idræts- og foreningsliv.

Flemming Thomsen
Formand, Ajax København