FIF Håndbold og Ajax København i nyt fælles projekt for herrehåndbolden

9. december 2024

 

To af Danmarks mest traditionsrige klubber indleder samtaler for at afsøge muligheden for et fælles herreprojekt, der skal styrke talentudviklingen og elitehåndbolden for herrehåndbolden i København.  

To af landets største håndboldklubber, FIF Håndbold og Ajax København, har gennem efteråret indledt samtaler om et fælles projekt, der skal styrke herrehåndbolden i København, med et fokus på at skabe et attraktivt talent- og elitemiljø.  

En arbejdsgruppe bestående af personer fra de to klubber er derfor gået sammen om at tegne rammerne for projektet. For begge klubber er der en klar vilje til og intention om at have et fælles københavnsk hold i 1. division, når sæsonen 2025/26 starter.  

Projektet tager afsæt i et fælles ønske om at drive elitehåndbold og at styrke talentudviklingen i København og derigennem skabe en fødekæde til et fælles 1. divisionshold.  

Sammen med et stærkt sportsligt fundament i det nuværende 1. divisionshold hos FIF Håndbold, så bliver Københavns Idrætsefterskole – KIES samt håndboldakademiet AKS København med Københavns åbne Gymnasium som samarbejdspartner centrale aktører i at skabe et attraktivt og udviklende talentmiljø.  

AKS og KIES vil fra start være indtænkt som stærke samarbejdspartnere i projektet, og samtidig spille en stor rolle i at sikre, at alle de dygtige spillere, der allerede i dag kommer fra de to klubber, samt de mange som skal vælge, hvor de skal spille, når de vender hjem fra efterskole, har mulighed for at vælge et talentmiljø i København. 

Ajax København og FIF vil løbende kommunikere om processen og om resultatet af de samtaler, der nu foregår, frem mod en endelig aftale.  

På vegne af FIF Håndbold og Ajax København.  

Winnie Dahl, næstforperson i FIF Håndbold og Carsten Grønmann, formand i Ajax København 

Hvis man har spørgsmål til projektet, kan man kontakte:  

FIF Håndbold: Jan Eggertsen, 30613872 

Ajax København: Jan Barslev, 41415599