Herrerne møder Skive fH i turneringens første hjemmekamp

14. september 2018

AJAX København – Skive fH, d. 15/9-2018 kl. 14.00
Bavnehøj Arena, Enghavevej 90, 2450 København SV.

Første hjemmekamp i turneringen og modstanderen er Skive, som fik en god start med en sikker sejr hjemme over Frederikshavn, og ingen tvivl om, at Skive har mandskabet til at kunne spille med om de helt sjove placeringer i årets 1. Division.

Det er en god blanding af rutine og ungdom, og selvom de har mistet nogen spillere fra sidste sæson, så har de fået bl.a. Lasse Rask og Joshua Grace fra netop Frederikshavn, og Nickolai Jensen er kommet retur til klubben efter en afstikker til Mors/Thy Håndbold, ligesom de har beholdt deres stærke fløje, så ingen tvivl om, at vi skal op mod en rigtig god modstander i vores første kamp i Bavnehøj Arena.
Det er et hold, som spiller hurtig håndbold, hvor der bliver satset og gået efter de hurtige scoringer i kontrafasen, så vi skal have løbeskoene på, og samtidig skal vores forsvar stå bedre end sidst, og gerne gennem alle 60 minutter.

Vi var ikke kyniske, skarpe og direkte nok i vores kamp i Tønder – i begge ender af banen – og selvom vi måske tabte med et par mål for meget, så må vi konstatere, at nederlaget var fortjent, da Tønder var bedre end os.
Vi har kigget video, snakket kampen i Tønder igennem og trænet rigtig fint i denne uge – for der er ingen tvivl om, at spillerne brænder for revanche, og vi vil gøre alt for, at vi kommer på tavlen mod Skive, efter den ærgerlige indsats vi leverede sidst, og så håber vi på stor opbakning fra tilskuerne, som forhåbentlig kan hjælpe os frem til to point i morgendagens kamp!

Torben Nielsen, cheftræner.