Herrerne sejrer forholdsvis sikkert i Odense

7. oktober 2018

HC Odense-Herrer – AJAX København: 24-28 (13-16)
Fredag d. 5. oktober 2018

Det blev en forholdsvis sikker sejr, vi tog med hjem fra Odense fredag aften, og når det kun var forholdsvis, så skyldes det, at der selvfølgelig var lidt bump på vejen, men alt i alt var det en godkendt præstation fra vores side på en svær udebane.

Vi fik en god start med 3-7 og 4-10 efter små 17 minutter, og med godt stabilt forsvar foran en velspillende Nikolaj i målet, gav det mulighed for lidt kontramål, som vi har savnet foreløbigt i turneringen.
Et par udvisninger og lidt halv sjusket forsvarsspil kombineret med et par brændte chancer gjorde, at vi ikke helt kunne holde momentum, og forspringet var skrumpet til 13-16 i pausen.

Straks i anden halvleg blev det reduceret til 17-18 føring, men herfra så vi os næsten ikke tilbage, og der blev strammet op i begge ender af banen, og via 18-23 og 21-27 vandt vi til sidst med 24-28, og kunne tage begge point med til København.

Det var en god sejr, som vi måtte kæmpe mere for end cifrene måske antyder, og vi mangler fortsat stabilitet over en hel kamp, ligesom vi skal have en større udnyttelses grad på vores chancer, men det går stille og roligt fremad i alle facetter af spillet efterhånden som spillerne lærer hinanden bedre at kende, og vi glæder os naturligvis over sejren, men ved der skal arbejdes stenhårdt og målrettet videre med vores spil i begge ender af banen.

Torben Nielsen, cheftræner.