Herrerne skal i kamp imod HC Odense Herrer

8. februar 2019

AJAX København – HC Odense Herrer, d. 8/2-2019 kl. 19.30
Bavnehøj Arena, Enghavevej 90, 2450 København SV.

Så er det tid til endnu en fredags kamp i Bavnehøj Arena, og det er samtidig startskuddet til en spændende periode med 3 kampe indenfor kun 8 dage. Men vi glæder os, og vil gøre alt for at aftenens kamp ender med en sejr, så vi kan komme godt i gang.

Odense er oprykkere, som i perioder har haft det lidt svært indtil videre i sæsonen, men en rigtig god sejr for dem i sidste weekend over Frederikshavn betyder, at de er med igen og har formentlig givet dem lidt tro på tingene og et skud på selvtilliden, og derfor er jeg sikker på, at det bliver et topmotiveret Odense-mandskab, som møder op fredag aften i Bavnehøj Arena, og ingen tvivl om, at de vil kæmpe alt hvad de har lært for at tage begge point med hjem til Fyn.

For vores eget vedkommende gælder det om at fastholde meget af det spil og den energi, som vi er gået ind til kampene mod Sydhavsøerne og HØJ med, og vi virker lidt mere kyniske og med større tiltro til de ting, vi har arbejdet med både i forsvar og angreb, hvilket bevirker, at spillet hænger bedre sammen i større perioder.
Men vi har stadig et for lavt bundniveau, som gør, at vi ind i mellem spiller forkrampet og ustruktureret. Spillerne er dog efterhånden blevet bedre til at begrænse de dårlige perioder i kampene ved at kæmpe en vis legemsdel ud af bukserne, og det SKAL vi gøre i alle kampe, hvis man vil hive sejrene hjem.

Jeg tror, det bliver en spændende og velspillet kamp, hvor jeg håber og satser på, at begge point kan blive i København. Vi vil i hvert fald gøre alt for det!

Torben Nielsen, cheftræner.