Herrerne skal i kamp imod HEI Håndbold

10. november 2018

AJAX København – HEI Skæring, d. 10/11-2018 kl. 14.00.

Bavnehøj Arena, Enghavevej 90, 2450 København SV.

Endnu engang bydes velkommen til alle i Bavnehøj Arena til kamp i herrernes 1.  Division i håndbold, hvor dagens modstander kommer fra HEI Håndbold.

HEI er som os selv kommet lidt blandet fra start i årets turnering, men sejre i to af de sidste 3 kampe vidner om, at holdet er på rette vej, og det skal også siges, at HEI’s startprogram var temmelig hårdt, hvor de mødte mange af de formodede tophold i de første kampe.

Nu har HEI vundet over både HØJ og Frederikshavn, og begge med store sejre til følge, og ingen tvivl om, at HEI’s kollektiv er deres helt store styrke, hvor alle byder ind i angrebet, ligesom der bliver kæmpet og fightet i forsvaret, og selvom der er nogen spillere, som er mere benyttet end andre, så er der ingen tvivl om, at vi skal være opmærksomme på alle spillerne, som hver og én tager ansvar, når de er på banen.

For vores eget vedkommende skal vi fortsætte de takter, som vi har vist i de seneste to kampe, og som jeg skrev efter vores seneste kamp i Køge, så går det stille og roligt fremad på alle parametre, men vi har fortsat masser at arbejde med både til træning og i kampene. Dog begynder aftalerne i både forsvar og angreb at sidde bedre, og den fælles forståelse mellem spillerne bliver også gradvist bedre, og vi håber, at vi fortsat kan vise fremgang i dagens kamp.

Vi ved det bliver svært, vi ved det bliver en hård fight, men vi tror på os selv, og hvis vi kan få samme energi, vilje og udstråling ind i vores spil, som vi har haft de seneste kampe, hvor vi har kæmpet og sloges for hver eneste centimeter på banen, så er jeg sikker på, at vi kan beholde begge point i København.

Så håber vi naturligvis også på stor opbakning fra tilskuerne i Bavnehøj Arena!

Torben Nielsen, cheftræner.