Herrerne skal på udebane møde Stoholm

23. februar 2019

Stoholm Håndbold – AJAX København, d. 23/2-2019 kl. 14.00
Stoholm Fritids- og Kulturcenter, Søndergade 56, 7850 Stoholm

Imponerende! Andet ord kan ikke bruges om Stoholms vilde “comeback” i årets turnering, efter at have tabt de første 8 kampe i træk og siden hen er det blevet til 15 point, og blandt andet sejre over Odder, Team Sydhavsøerne og Otterup vidner om et helt andet Stoholm-mandskab end det hold, vi mødte på hjemmebane tidligere i sæsonen og sejrede forholdsvis sikkert over.

Det bliver rigtig svært, men samtidig glæder vi os til endnu en svær og spændende udfordring på en lang udebanetur, og sidste weekends sikre sejr i Frederikshavn giver selvfølgelig grobund for optimisme i truppen, og samtidig ved vi, det kræver fight, energi og den rette indstilling for at vinde på udebane i årets turnering.

Vi synes, vi har udviklet os på mange parametre, og spillerne er blevet mere trygge ved hinanden, og samtidig er troen på egne evner stille og roligt blevet større, og vi vil gøre alt for at tage de 2 point med hjem til København.

Torben Nielsen, cheftræner.