Herrerne taber til TM Tønder

14. februar 2019

AJAX København – TM Tønder Håndbold: 24-31 (15-14)
Tirsdag d. 12. februar 2019

Tirsdag aften var vi værter for ét af rækkens to bedste hold – nemlig Tønder – som ligger og slås med Fredericia om den direkte plads til Ligaen. Men vi gik ind til opgøret med god tro på os selv, og vi må sige, at i første halvleg spillede vi fremragende og havde hele tiden teten, og foran med 1-2 mål i løbet af hele halvlegen, som endte med 15-14 føring til os ved pausen, og det var måske endda 1-2 mål for lidt, når man kiggede på, hvordan første halvleg forløb.
Vi lavede næsten ingen fejl, og udover et brændt straffekast havde vi også god koncentration i afslutningerne i løbet af første halvleg.

Hvad første halvleg havde af gode momenter, må vi også sige, at anden halvleg manglede, og vi fik en katastrofal start, med 0-5 i løbet af de første 5 minutter af anden halvleg – og så var det i den grad op ad bakke mod et Tønder hold i momentum.

Vi synes, vi fik stabiliseret lidt i forsvaret, og angrebene begyndte at se bedre ud som anden halvleg skred frem, men alligevel øgede Tønder føringen til 7 mål midt i halvlegen, da vi simpelthen ikke kunne lave mål, idet vi brændte den ene store chance efter den anden, og vi endte på et to cifret antal brændte store chancer inklusiv tre straffekast alene i anden halvleg.

Tønder var kyniske, de var gode, og de viste hvorfor de ligger nr. 1, og selvom vi forsøgte med flere tiltag, så kom vi ikke tættere på end 21-25, og det blev aldrig spændende i anden halvleg. Dertil var Tønder den tand eller to bedre i anden halvleg, og vi må erkende, at vi tabte til et bedre hold på dagen.

Torben Nielsen, cheftræner.