HS1: Kamp om revanche mod Køge

3. marts 2016

AJAX København – Køge Håndbold, 04/03-2016 kl. 19.30
Bavnehøj Arena, Enghavevej 90, 2450 København SV

Fredagens kamp er en kamp om revanche mod Køge, da vi i første opgør blev slået med 23-24, og det er meget vigtigt for os, at vi får revanche, men ikke kun for selve revanchens skyld, men så sandelig også for vores muligheder for at kunne sikre forbliven i rækken.

Vores seneste opgør i Lemvig var et opgør, hvor vi havde en tro på, at vi kunne vinde, da vi selv synes, at vi havde spillet en del gode kampe den seneste tid, men har manglet den sidste skarphed mod nogle særdeles kompetente modstandere, men uden det dog var blevet til point. Derfor tog vi til Lemvig med en god fornemmelse i kroppen, men det var en kamp præget af så mange dårlige beslutninger, at vi aldrig var i nærheden af sejren, og det endte med et stort nederlag på 19-26.

Det ser efterhånden sort ud og derfor er kravet til fredagens kamp mod Køge en sejr. Det bliver svært, da Køge har leveret nogle flotte præstationer efter jul, hvor de har slået Ringsted m.fl., og vi skal have den rette indstilling, attitude og holdånd, hvis sejren skal hives i land.

Vi har brug for det som hold og som klub, og spillerne skal forstå, at vi er tæt på sidste chance, såfremt håbet om forbliven i rækken skal opnås.
Vi har også brug for stor støtte på tilskuerpladserne, så håber alle vil give deres bidrag til dette.

Torben Nielsen, træner
Torben Nielsen