Landsholdsopdatering hos damerne

26. juli 2018

Slutrundeopdatering fra damerne

Sommervarmen banker ned over os og selvom der ikke er kampe fra HTH GO Ligaen, så er der fuld gang i håndbolden over sommeren.

Ungdomsslutrunderne er enten afviklet, i gang, eller står for døren og for fire af vores unge spillere i Ajax København er sommerferien lig VM slutrunde!

Stine Eiberg Jørgensen og Stine Nørklit Lønborg har allerede været afsted til U20 VM i Debrecen i Ungarn.

Her opnåede pigerne sammen med holdet en flot 6. plads efter at være sluttet som nummer 1 i puljen efter et par spændende kampe i mod blandt andet Rumænien og Holland, men endestationen i kampen om guldet var mod Sydkorea i kvartfinalen.

Eiberg og Nør var begge slutrundebutanter og har fået uvurderlig erfaring med hjem i bagagen, som kan bruges i den kommende sæson.

Nør fortæller om sine oplevelser i Ungarn:

“U20 VM i Debrecen var en helt fantastik oplevelse både håndboldmæssigt og alt det udenom. Det var fedt at få lov til kun at koncentrere sig om at spille håndbold i 2 uger. Selve kampene gik super godt, men vi mødte desværre Sydkorea i kvartfinalen og de var bedre på dagen. Setuppet var fantastik at opleve, ungarerne går vildt op i håndbold og skabte nogle fantastiske kulisser og rammer for kampene, sammen med de mange danske fans, som var mødt op i Debrecen. Alt i alt har det været en rigtig positiv oplevelse og nu glæder jeg til at møde alle mine holdkammerater fra U20 landsholdet i den kommende turnering i håndboldligaen.”

Også Eiberg har haft en god oplevelse:

“Det var en rigtig stor oplevelse at være afsted til mesterskab og prøve at spille mod hold som Japan, Sydkorea og Angola, hvis håndboldspil ikke helt minder om det, vi er vandt til herhjemme. VM er mange dage med en masse gode kampe, og det er egentlig først nu, hvor jeg er kommet hjem, at jeg rigtig forstår, hvor stort det var.
Det var især fedt, at Nør og jeg fik denne oplevelse sammen, så vi har hinanden at dele minderne med – og så bliver det sjovt at møde holdkammeraterne over sommer som modstandere, når ligaen snart starter.”

Vores nu tidligere Ajax talent Ida-Marie Dahl var oprindeligt udtaget til slutrunden, men en skade holdte hende ude af slutrunden. Ida-Marie har som bekendt, netop taget skridtet videre i hendes karriere. Efter at have kommet igennem Ajax ungdomssystem og op på førsteholdet, tager hun nu videre til Viborg.

Om et ganske øjeblik sender vi endnu to spillere afsted til VM slutrunde, denne gang i Polen til U18 VM. Slutrunden spilles fra 7 – 19 august. Her har vi Sylvie Gamys og Mette Klostermann med. Sylvie er netop flyttet permanent op til seniortruppen, trods sine kun 18 år. Mette er en del af vores U18 trup har har i løbet af sæsonen udviklet sig eksplosivt på vores U18 DM sølvvinderhold, hvilket har sikret hende en plads på landsholdet.

Vi glæder os til at følge vores talentfulde piger til den kommende VM slutrunde