AJAX KØBENHAVN HÅNDBOLD

Nederlag til Herrerne i Maribo

Team Sydhavsøerne – AJAX København: 24-23 (14-9)
Fredag d. 23. februar 2018

Den meget omtalte “omkamp” mod Sydhavsøerne blev spillet fredag aften i Maribo, hvor vi desværre tabte med 24-23, efter at have været bagud med 14-9 i pausen.

Vi kom ganske fint fra start og var foran med 5-7, men det sidste kvarter af første halvleg, hvor vi ganske unødigt og selvforskyldt fik lidt for mange udvisninger, bevirkede at vi mistede momentum og hjemmeholdet overtog fuldstændig styringen, hvilket gjorde den store føring ved pausen.

Det fortsatte desværre i starten af anden halvleg, og bagud 19-11 efter 38 minutter havde vi vel egentlig tabt kampen. Men pludselig fik vi et par gode aktioner i forsvaret, som resulterede i kontraangreb, og lynhurtigt blev momentum vendt til vores side, og 12 minutter senere havde vi udlignet til 20-20 og spændingen var intakt, ligesom vi kort efter kom foran 21-22.
Det blev drama, det blev de små marginaler, det blev begge hold, som følte kendelser og andet i perioder var imod dem, men frem for alt var det spændende, og vi havde mulighederne for at trække os sejrrigt ud af opgøret, men var ikke kyniske nok, da det skulle afgøres, og så kunne hjemmeholdet score sejrsmålet med 5 sekunder igen på straffekast.

Spillerne skal have stor ros for aldrig at give op, og vi ved, at når vi er på topniveau kan vi spille med mod stort set alle hold, og da det så sortest ud hev de nogle ressourcer frem, som bare var imponerende, og desværre endte det ikke med point. Men vi er dog trods alt bedst indbyrdes i kampene mod Sydhavsøerne, hvis vi skulle ende på samme point antal når sæsonen slutter.

Sluttelig en rigtig stor ros til vores medrejsende supportere, som altid støtter flot op, og ingen tvivl om, at I har stor klasse og stor respekt hos os ledere og spillere i og omkring holdet – tak!

Torben Nielsen, cheftræner.