Ny københavnerklub i Dameligaen i basketball

I et fælles projekt præsenterer Ajax København Sportsgymnasium, Ajax København og Basketballklubben Falcon et nyt hold i Dameligaen i basketball med base i København og på Frederiksberg.

Ambitionen for det nye hold, der får navnet AKS Falcon, er at spille med i toppen af dansk damebasketball og synliggøre kvindebasket i Hovedstaden.

Det skal være et flagskib for både de unge elever på Ajax København Sportsgymnasium og de flere hundrede unge pigespillere i Falcon. Træner bliver landstræner Jesper Krone, der tidligere har haft succes i både BK Amager og Hørsholm 79ers.

Ajax København Sportsgymnasium startede sidste år en ambitiøs basketball-linje. Her skal det nye damehold være guleroden for sportsgymnasiets spillere og være det mål, der arbejdes hen imod.

I Danmarks største basketballklub, har man gennem en årrække med stor succes fokuseret på at opbygge ungdomsafdelingen nedefra. For Falcon er målet derfor, at de i dag 435 piger i klubben får nogen at se op til og spejle sig i. Med så mange piger i klubben, er det uundgåeligt, at nogle vil have ambitioner om at spille på højeste niveau. Derfor skal Falcons andel i ligaholdet ligeledes ses som en måde at give de dygtigste ungdomsspillere i klubben noget at sigte efter.

Det er således landets største basketball klub og landets største håndboldklub, som tilsammen repræsenterer flere end 2.000 medlemmer, der nu i fællesskab søsætter et nyt flagskib i dansk kvindebasket.

Hensigten er, at holdet skal være attraktivt som udklækningsplads for unge spillere, og derfor er målet også, at træning og kampe skal være på højeste niveau. Jesper Krone, der er ny træner, mener at skal det mål lykkes, skal holdet bestå af et mix af landsholdsspillere, en håndfuld erfarne ligaspillere samt unge talenter, der skal modnes til fremtiden.

Med baggrund i de respektive moderklubbers hjemmebaner, kommer holdet til at spille hjemmekampe både i Valbyhallen i København og på Frederiksberg i Bülowsvejhallen.

Vi har naturligvis indsamlet citater fra begge klubbers formænd, samt vores nye cheftræner:

Flemming Thomsen, Formand, Ajax København og næstformand for AJAX København Sportsgymnasium:
Ajax Københavns tilgang til basketball er opstået gennem Ajax København Sportsgymnasium. Vi besluttede på forrige års generalforsamling, at vi ville være en flerstrenget forening, der ikke kun skulle tilbyde håndbold. Denne satsning på damebasketball skal ses i det lys. Motivationen er dels at skabe et image omkring Ajax København som et flerstrenget sportsbrand i København og dels at tiltrække elever til AKS ved på denne måde at skabe et direkte link til basketballens kvindeelite. Vi glæder os til en række spændende hjemmekampe i en nyrenoveret Valbyhal.”

 

Christian Vinther, Formand, Basketballklubben Falcon:
I Falcon har vi arbejdet langsigtet med udviklingen af klubben. Gennem en årrække har vi, med udgangspunkt i bredden, med stor succes fokuseret på at udvikle klubbens ungdomsafdeling på en bæredygtig måde. Det fokus betyder, at vi foreløbig har omtrent 350 piger på ungdomssiden. Med det brede fundament, har vi brug for noget, der kan samle klubbens mange piger og give dem nogle rollemodeller at spejle sig i. Det er samtidig en mulighed for, at de bedste kan blive rollemodeller for de yngre piger. Med et hold på højeste niveau, får vi en fantastisk mulighed for at skabe nogle fede arrangementer i Bülowsvejhallen, der kan inspirere og samle klubbens piger.”

 

Jesper Krone, head coach:
“Motivationen for mig er at udklække nye spillere til dansk kvindebasket samt at holde på nogle af de mere erfarne lidt længere. Det betyder meget for mig at være en del af en god organisation og et fedt set-up. Det er en videreudvikling af det, vi har gjort succesfuldt i Hørsholm 79ers de seneste fem år. Vi har haft nogle bærende kræfter – også på kulturen – og har samtidig ført en række unge talenter frem til at være bærende kræfter. Nogle af de helt unge spillere, der sad på bænken i vores første finaler i 2017, var i dette års finaler blandt de helt bærende spillere. Det er den proces, der er så vigtig, og det dette, som jeg ønsker at videreføre med det nye hold.”

I kan følge med i projektet her:

Facebook: https://www.facebook.com/AKSFalconBasket/

Instagram: @AKSFalconBasket