Optakt HS1: AJAX København – Lemvig-Thyborøn – 31/10-2015 kl. 15.30

30. oktober 2015

Lørdagens hjemmekamp mod Lemvig er en kamp, hvor vi skal bevise overfor os selv, at seneste hjemmekamp mod Ringsted ikke var en enlig svale, og vi skal vise, at vi er klar til at ofre ALT for at få de 2 point i hus.

Tabellen lyver aldrig, og lige nu ligger vi på en nedrykningsplads, hvilket selvfølgelig er uacceptabelt, men vi tror fortsat meget på os selv, og på de ting vi arbejder med i træningslokalet, men skal vi vinde dagens kamp, kræver det at vores forsvar endnu engang står godt, ligesom vi skal have større udnyttelse af et godt forsvar.

Det betyder forhåbentlig at vi kan få lagt et stort pres på Lemvig i kontra og angrebsfasen, hvilket er meget vigtigt for at få succes i og erobre begge point i lørdag eftermiddag.

Lemvig er et meget stærkt hold, som lægger et stort pres på modstanderen i netop kontrafasen, og så er det et hold, som trods lidt vanskeligheder i de seneste kampe rummer meget stor kvalitet på stort set alle positioner. De har spillere med Liga erfaring på alle positioner i bagkæden, på målmandsposten og blandt andet også sidste sæsons Liga topscorer – Søren Nørgaard – på venstre fløj, så vi er klar over, at det bliver en stor mundfuld. Men som omtalt tror vi på os selv, og at vi kan slå alle hold i rækken, specielt i Bavnehøj Arena.

I skrivende stund ved jeg ikke helt, hvilke spillere vi har til rådighed, idet vi desværre har fået lidt på skadekontoen i løbet af den seneste uge, men omvendt er nogen af de andre skadede spillere på vej tilbage, så vi er fortrøstningsfulde og meget forventningsfulde i forhold til kampen.

Torben Nielsen, træner.

Torben Nielsen