Sidste skanse hos Ligadamerne sikret

Pressemeddelelse 25/06/2020

Ajax København forlænger med stærk keeper-duo

Vi kan i Ajax endelig annoncere, at vi forud for kommende sæson, får et glædeligt gensyn med begge vores dygtige målmænd fra forgangne sæson, Louise Egestorp og Sarah Nørklit Lønborg.

Vi har naturligvis taget en snak med pigerne om deres forventninger til den kommende sæson.
Louise siger således: ”Størstedelen af holdet fra sidste år, går jo igen i år, og derfor håber vi jo at kunne lægge yderligere lag på vores spil. I sæsonen der lige er blevet afsluttet synes jeg at vi viste, at vi kan spille meget god håndbold, hvilket jeg håber på vi tager med videre og derved bliver ved med at samle point sammen og levere overraskelser.”
Sarah stemmer enigt i, og supplerer kort og præcist med en forventning om; ”… at vi som hold fortsætter vores udvikling og bliver ved med at lave overraskelser.”

Med vigtigheden af kontinuitet, særligt på en position så vigtig som keeperne, har vi naturligvis også spurgt pigerne ind til deres samarbejde som makkerpar og hvor styrkerne i dette samarbejde ses allertydeligst. Ikke overraskende, er makkerparret også her, rystende enige: ”Som makkerpar vil jeg mene at vores største kompetence er vores kommunikation, vi er gode til at gøre hinanden gode og supplerer hinanden godt pga. vores forskellige målmandstile.”, siger Sarah.
Hvorefter Louise ligeledes fremhæver både målmandsstil, og den gode kommunikation:
Først og fremmest synes jeg at, Sarah og jeg komplimenterer hinanden godt rent stilmæssigt, hvilket sidste år har vist sig at være vigtigt. Derudover er vi gode sammen, både til træning, og ligeledes til kamp grundet vores gode kommunikation, hvor der for mig, er meget god sparring at hente hos Sarah.”

Cheftræner for ligadamerne, Dennis Bo Jensen, siger således om forlængelsen af keeper-duoen:
”At vi formår at holde på både Sarah og Louise er noget, jeg er rigtig glad for. Udover at de supplerer hinanden rigtig fint inde på kassen, så har de begge stor betydning for vores træningsmiljø. Samtidig mener jeg, at der er yderligere procenter at hente hos begge målvogtere, et potentiale jeg glæder mig til at arbejde videre med til den kommende sæson.”

I Ajax glæder vi os over, at begge keepere i kommende sæson er at finde i truppen, og glæder os til at se dem i aktion!

Spørgsmål kan rettes til direktør Mathias Berg på 21611249 eller mathis.berg@gmail.com