Sæsonen er nu afsluttet og lukket ned for Ajax Københavns bedste kvindehold. En sæson som på langt de fleste parametre blev en skuffelse og en nedrykning efter 6 flotte år i kvindernes øverste række. Det blev også ”tak for nu” til de sidste spillere fra den gamle garde, som har præsteret så flot for Ajax i mange år. De spillere, der gennem de sidste 6 år har holdt Ajax København i den stærkeste nationale Liga i Europa skal have den størst mulige respekt, der findes. Det er dem vel undt.
Med det kapitel i Ajax Københavns historie lukket, starter heldigvis et nyt. Et nyt og spændende kapitel starter 29/07, når vi starter sæsonen 24/25 op. En trup med 10 nye ansigter, en trup med unge spændende talenter og en trup med lidt mere rutinerede spillere i midt 20’erne. Vigtigst af alt en trup med spillere, som glæder sig, spillere som er klar til at give alt, hvad de har på træningsgulvet og i kampene. Spillere som arbejder for point til klubben, men også arbejder for at blive dygtigere individuelt og kollektivt. På mange måder en trup, jeg virkelig glæder mig til at starte op med. Det er altid spændende, når man starter noget nyt.
Vi står som de fleste er bekendt med i en situation, hvor en krystalklar nedrykning i den netop overståede sæson gør, at vi starter op i landets næstbedste række efter sommerferien. Et nederlag at rykke ned, absolut – men også en chance for at starte på en frisk, og det er der på mange måder brug for.
I Ajax København går vi ikke og ærgrer os længere. Det er vi kommet videre fra. Vi har fuldt fokus på det, der venter; nemlig en enormt spændende sæson i 1. division.
Division har mange ubekendte lige nu, i hvert fald for os. Et enkelt hold skiller sig ud, og syner rigtig stærkt. Derudover tror jeg, vi kigger ind i en enormt tæt række med masser af kampe, hvor udfaldet vil være svært at kalde på forhånd. Det glæder vi os helt oprigtigt til at blive en del af.
Sidst, men absolut ikke mindst, er vi på dameholdet begunstiget af at være en del af en på alle måder fantastisk forening. En forening, som indeholder alt fra sportslørdage for de allermindste til hårdtarbejdende og ambitiøse talenter i vores ungdomsafdeling og på Ajax København Sportsgymnasium (AKS), som er endnu et fremragende tiltag, der giver vores klub en ekstra dimension.
Et arbejde vi hver dag mærker på klubbens bedste kvindehold, når U17- og U19-spillere deltager i træninger og kampe med alle de rigtige værdier i kraft af hårdt arbejde og gåpåmod. De U17- og U19-spillere har vi kun, fordi de har oplevet nogle fantastiske år som børn/unge i Ajax København og Bavnehøj hallen.
Fremtiden ser lys ud i Ajax København, og jeg glæder mig enormt til det arbejde, der venter os alle sammen de kommende år.
Jeg håber alle i og omkring Ajax København får en helt kanon sommer.
Vi ses i hallen, når solcremen er tom og alle har fået børstet sandet af fødderne.
– Kasper Andersen, Sportschef, Dameseniortræner, U19-træner, Morgentræner på AKS.