Spændende hjemmekamp venter for Herrerne

30. november 2018

AJAX København – Otterup HK, d. 30/11-2018 kl. 19.30
Bavnehøj Arena, Enghavevej 90, 2450 København SV.

Hermed bydes alle velkommen til aftenens kamp, hvor modstanderen kommer fra Otterup Håndbold, der ligesom os selv kommer som ubesejret i de seneste 4 kampe, hvorfor det er to hold med selvtilliden i orden, som tørner sammen her til aften.

Otterup er et hold af spillere, som efterhånden har spillet sammen i flere år, hvorfor spillerne kender hinanden, og har et meget fasttømret koncept i deres spil, ligesom de lægger stort pres i deres kontrafase, og ingen tvivl om, at én af nøglerne til sejr ligger i vores angreb, hvor vi skal have afsluttet ordentligt, og så skal vi løbe hurtigt og “rigtig” retur, således at vi ikke bliver straffet i den del af spillet. Derudover skal vores forsvar op i gear, idet Otterup har mange spillere som byder ind, og derfor skal vi være klar på den/de spillere, man kommer til at stå overfor.

For vores eget vedkommende har den seneste periode været god, og specielt vores seneste kamp i Randers var en god oplevelse, hvor vores angrebsspil var ganske fint, og vi kom til masser af chancer. Men vores forsvar stod ligeledes stabilt i store perioder, og var medvirkende til, at vores målmænd endnu engang kunne tage godt fra i målet.

Vi ved, det bliver en hård kamp i aften, og jeg tror det bliver en tæt affære, hvor vi selvfølgelig går efter at få de 2 point til at blive i København. Vi tror på os selv, og så håber vi på stor opbakning fra vores trofaste tilskuere i Bavnehøj Arena!

Torben Nielsen, cheftræner.