Stort fokus på børnehåndbolden i Ajax København

26. maj 2021

Forud for denne sæson har vi, i forsøget på at opkvalificere børnehåndbolden i Ajax København yderligere, fået tilknyttet både en ny Børnekonsulent og en ny Børnekoordinator.

I rollen som Børnekonsulent, tog vi i februar imod et nyt ansigt i Ajax København.
Kristian Buhl er vores nye Børnekonsulent, og Kristian skal blandt andet være med til at udvikle vores forening yderligere, samt arbejde med at fastholde og øge vores, allerede stigende medlemstilgang.
Kristian er ansvarlig for både det strategiske og praktiske arbejde med vores forskelligartede håndboldprojekter i diverse sociale partnerskaber & vores kommunale og- skole samarbejder.

Udover den strategiske del, er det også Kristian selv der er på gulvet når vi er ude hos diverse skoler i deres idrætsundervisning. Vi kommer altid forbi, når skolerne kontakter os og har brug for et frisk pust, når de oplever at børnene bliver svære at styre, fordi de synes at idrætsundervisningen er ”kedelig”.
Vores tidligere erfaringer er, at vi yder rigtig fin assistance, da vi som udefrakommende i højere grad er med til at skærpe børnenes opmærksomhed og nysgerrighed. Allerede kort efter Kristians start i Ajax har han været på gulvet hos flere af de skoler vi pt. samarbejder med.

Kristian er udover sin rolle som Børnekonsulent, ligeledes at finde som træner på vores U11 drenge årgang – det giver nemlig rigtig god mening, at vores Børnekonsulent også er på gulvet i foreningen. På den måde styrker vi kontaktfladen og rekrutteringen hos skolerne, mellem de forskellige projekter og børnehåndbolden i Ajax København.

Ny rolle til kendt ansigt

Efter mange års tro tjeneste som træner i klubben, har Dorthe Andersson lagt den direkte trænergerning lidt på hylden, og skiftet den ud med en tilværelse som Børnekoordinator.
Dorthes fornemmeste opgave er at skabe et godt og bæredygtigt miljø for både trænere og spillere hos vores yngste årgange i ungdomsafdelingen.

I samarbejde med Sportsligt Udvalg, får Dorthe også en rolle i forhold til både planlægning og afvikling af diverse møder for klubbens trænere, som blandt andet skal være med til at sikre, at vi hele tider sparrer, hører og vejleder vores trænerteams.
Ligeledes vil Dorthe af og til, også være at finde på gulvet til træninger hos de yngste årgange, for på den måde at få en bedre føling hvor de forskellige årgange er, og en fornemmelse af, hvor der skal lægges et ekstra fokus.

Vi glæder os til, sammen med Dorthe og Kristian, at opkvalificere børnehåndbolden i Ajax København!

Dorthe Andersson

Kristian Buhl