1 divisionsherrerne har hentet den unge Sebastian Hedegaard Hinnerup ind i streg-trioen
Der er udvikling i sigte både på og uden for banen for AJAX Københavns nye 21-årige stregspiller, som er taget den lange vej fra Mors for at være med i setuppet med det nye trænerteam, Mathias Albrektsen og Martin Holmgaard.
”Jeg syntes, det lød rigtigt spændende med de to meget udviklingsorienterede trænere og Daniel Svensson som direktør.”
”Jeg er virkelig kommet langt væk hjemmefra nu! Jeg har ærligt talt aldrig tidligere tænkt over at flytte til København. Mors er jo en stille og rolig by i forhold til hovedstaden, hvor alt er næsten tidobbelt. Så det er sindssygt at tænke på, hvad jeg kommer til at opleve,” udtaler den 21-årige streg, der senest har spillet for Mors-Thy Håndbold.
Forventningerne til sin egen og holdets udvikling er helt i top, men ellers tager den unge jyde opgaven med sindig ro.
”Vi er et ungt og nyt hold, og vi skal lære at arbejde sammen. Jeg håber, at jeg kan hjælpe holdet der, hvor de har brug for det, og gøre mig gældende for holdets skyld, så vi kan nå vores mål,” siger Sebastian Hinnerup og påpeger en af sine åbenlyse fordele:
”Jeg har med mine lange lemmer en fordel med at fylde meget forsvaret, men mine lange arme gør det også muligt for mig at kunne bidrage i angrebet med indspil. Min størrelse kan godt irritere modstandernes forsvar,” lyder det fra den 201 centimeter høj og 110 kilo tunge streg.
Om holdets nye medlem i stregtrioen siger cheftræner Mathias Albrektsen:
”Først og fremmest er vi meget glade og stolte over, at en spiller som Sebastian, der kommer fra så stærkt et håndboldmiljø, vælger AJAX København. Sebastian har et stort potentiale og en meget spændende ramme som stregspiller, og vi glæder os til at hjælpe Sebastian med at realisere dette. Selvom Sebastian er ung, har han allerede erfaring fra liganiveau, hvilket er noget, vi skal drage gavn af i vores projekt.”
For yderligere information, kontakt direktør for AJAX Københavns 1. herrer, Daniel Svensson