Vi er i Ajax København meget glade for at kunne præsentere to nye og meget talentfulde spillere til vores ligatrup til den kommende sæson. Det drejer sig om den danske U20-landsholdsspiller Amanda Loft Hansen og den færøske A-landsholdsspiller Rakul Wardum, der begge kommer til Vesterbro fra ligakonkurrenten Skanderborg Håndbold. Begge spillere er faktisk i aktion for deres respektive landshold i denne uge.
Amanda Loft Hansen er 20 år gammel, stregspiller og siger om skiftet:
”Jeg glæder mig utrolig meget til den kommende sæson i AJAX København, hvor specielt et nyt træningsmiljø og klubkulturen tiltaler mig. Jeg glæder mig til at blive en del af truppen og udvikle mig videre i AJAX, samt at lære alle på og omkring holdet at kende!”
Det andet nye medlem af truppen er den blot 19-årige målvogter Rakul Wardum, der dog – på trods af sin unge alder – både har erfaring fra Bambusa Kvindeligaen og fra det Færøske landshold, hvor hun også er en del af truppen, når Danmark og Færøerne møder hinanden De sidste fire år har Rakul været en del af SHEA og Skanderborg Håndbold. Hun siger om sit kommende skifte:
”Efter fire år på SHEA går turen videre til AJAX København, hvor der er stort potentiale for en god videre udvikling. De har et godt træningsmiljø og tør satse på unge spillere, og det tiltaler mig naturligvis meget. Jeg ser frem til at starte i AJAX og blive en del af truppen.”
Direktør Mathias Berg er en glad mand og siger om de to nye tilføjelser:
”Vi er lykkes med at tiltrække to meget ambitiøse og dygtige unge spillere fra Skanderborgs stærke akademi. Det ser jeg som en fin anerkendelse af den strategi og det store arbejde, vi har lagt i at skabe et godt miljø for udvikling af talentfulde unge spillere de senere år.
Om de to siger han:
”Rakul er en del af landsholdet på Færøerne, og har særligt store kvaliteter i sit målmandsspil omkring nærskud, hvor hun er yderst reaktionsstærk. Amanda har et stort fysisk potentiale og kan de kommende år udvikle sig til at blive en rigtig stærk tovejsspiller – med gode kompetencer i både forsvar og angreb. I skrivende stund er Amanda samlet med det danske U20-landshold, hvilket siger en del om potentialet.”
Spørgsmål eller lignende kan sendes til Direktør Mathias Berg på 21 61 12 49 eller mb@ajax.dk, hvis han er blevet færdig med at juble over de to tilføjelser til den kommende sæson.