DS1: Alberte Willumsen til Ajax København

12. oktober 2015

Ajax København har valgt at leje venstre fløjen Alberte Willumsen i København Håndbold.

Aftalen med København Håndbold er kommet i stand af flere grunde.

Alberte er klar igen efter at have været ude i rigtig lang tid på grund af skader, og Alberte har brug for spilletid – noget som ikke ligger lige for i København Håndbold, hvor der er mange bejlere til venstre fløj.

Det gode naboskab gjorde, at vi har fået sat en aftale i stand til gavn for alle parter.

I Ajax København havde vi før sæsonen store forventninger til vores makkerpar på venstre fløj Sascha Juul og Nicoline Moos, men som det måske er bekendt blev Moos knæskadet i midten af august, og Sascha vil være relativt alene på positionen i lang tid fremover.

Nu giver aftalen med København Håndbold os muligheden for at give Sascha en makker på højt niveau, så vi også på venstre fløj får et makkerpar af topklasse. Vi er sikre på, at Sascha og Alberte lynhurtigt får skabt et godt samarbejde, og at dette samarbejde vil give endnu en dimension til Ajax København Holdet.

John.Aage.Johansen

John Johansen – sportschef i Ajax København har følgende kommentar: ”Det er en god nyhed, at Alberte Willumsen kommer til Ajax København. Vi får en spiller, som glæder sig helt vildt til at spille kampe igen, og vi får en superkompetent makker til Sascha Juul på venstre fløj. Selv om Sascha spiller godt på venstre fløj, vil der helt sikkert blive endnu mere knald på, når vi har 2 spillere, som kan sætte pres på modstanderne.”

Alberte siger om sit skifte til Ajax: ”Det er en god mulighed for at komme tilbage i kampform, og jeg er meget taknemlig for, at det har kunnet lade sig gøre at leje mig ud til Ajax. Jeg kender næsten hele holdet, og det er nogle søde piger. Vi har trænet med dem flere gange, så det er slet ikke et svært valg. Jeg glæder mig.”

Det er planen, at Alberte debuterer på lørdag kl. 1400, hvor vi møder Hadsten SK på hjemmebane i Bavne. Kig forbi og vær med til at byde velkommen til Alberte.