Arbejdssejr i den anden ende af Danmark
Elitehåndbold Aalborg – Ajax København 22-26 (14-14)
Der er rigtig langt fra København til Aalborg sådan en lørdag formiddag, og når man så skal hjem igen efter 4,5 timer er der lige så langt. Turen bliver dog en smule kortere, når der er proppet 2 point mere på kontoen efter en kamp, som nok ikke går over i Ajax historien som et højdepunkt.
Det fremgik klart af gameplanen, at vi skulle sætte os på kampen fra start, tage styringen og køre den hjem fra spids. Sådan gik det bestemt ikke, og kampen foregik på Aalborgs præmisser de første 25 minutter. Der stod 14-10 til hjemmeholdet på måltavlen, og Cecilie Woller lå på gulvet og havde meget ondt i den ene fod, så det var mildt sagt ikke rigtig sjov at være københavner i Aalborg.
Der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget, men den ekstra pause gjorde, at fokus kom på plads, og derfra foregik det i al væsentlighed på Ajax præmisser. 14-14 ved pausen, lidt stillingskrig først i 2. halvleg, men derfra blev tingene sat på plads, og sejren kunne godt være blevet et par mål eller 3 større, uden det havde været dybt uretfærdigt.
Aalborg har en fin højre side med Julie Aagaard og Charlotte Mikkelsen, som lavede 16 af 22 mål. Respekt for det, men – set i bagklogskabens klare lys – skulle det have været under kontrol hurtigere end tilfældet var.
I Ajax lejren er vi meget glade for sejren og super glade for at det nok ikke er så slemt med Woller, som vi alle umiddelbart frygtede. Sofie Olsen spiller en rigtig god kamp, Christina Haurum leverer også en fin præstation. Pernille Kristensen lukker grundigt af i målet fra 10-14,men kampens spiller blev Cecilie Specht, som spillede en rigtig fin kamp med flere afgørende aktioner. ReSPECHT (den måtte komme :-))
Der var officiel Ajax debut til Line Krogh i målet. Line gør det rigtig fornuftigt i en periode af kampen, hvor tingene ikke går vores vej, så Line gør som alle de andre unge Ajax spillere en positiv forskel. Der var også Ajax debut til Camilla Reinholdt, som er flyttet til København fra Silkeborg Voel. Camilla fik ikke super meget tid på banen, men brugte tiden godt. Velkommen til Ajax, Camilla.
Nu venter en ny uge med spændende udfordringer. Vi tager lørdag eftermiddag kl. 15.00 mod Vendsyssel Håndbold. Det kan snildt blive en håndboldoplevelse af de bedre. Mere følger.